169 / 205
E R I N D R I N G E R
ordentligt voksent eller børnebal i halvfemserne; men ham måtte
man også sikre sig mindst tre uger før baldagen.
Først marcherede man salen rundt nogle gange til tonerne af
festpolonaisen; og så begyndte dansen. Den opførende kavaler lod
de første tre-fire par danse ud, og han »klappede af«, når dansen
skulle høre op, så de næste par kunne komme til. Der var aldrig
trængsel på gulvet, for disse ordrer overholdtes strengt.
Det
skulle man byde nutidens unge! Men dengang tænkte ingen på,
at det kunne være anderledes!
A f runddansene var vals den almindeligste og mest elskede, men
der dansedes også mazurka, der især var virkningsfuld, når der
var herrer i uniform, der rigtig forstod at knalde hælene sammen,
så det lød lidt i retning af sporeklirren - hvilket sikkert er menin
gen med den dans. Det var Agnetes yndlingsdans, da hun blev
baldame, mens jeg holdt allermest af at smægte i en »sagte vals«.
Der dansedes også en del polka, men i min tid blev den betragtet
som infantil og tåltes i grunden kun i form af galop. Du gode
Gud, hvor vi galoperede! Sveden drev af både herre og dame,
hvilket ikke kan undre nogen, når man har hørt, hvordan man
var klædt på under balkjolerne. Herrerne havde alle mindst een
reserveflip med i lommen, så de kunne tage en frisk og stiv flip på,
når nr. et var »svedt ned« til en uformelig klud. Det var ikke
særlig æstetisk. Den mere rolige dansemåde kan altså have visse
fordele. Men alligevel! Hvor er det en skam, at de gamle, smukke
tur-danse er gået så komplet i glemmebogen til fordel for nutidens
ca. 1950 jokke-rundt danse. De var så morsomme både at danse
og at se på, især fordi damernes dragter altid var i klare, lyse
farver, der kontrasterede ganske anderledes smukt mod de sorte
herrekjoler end senere tiders grumsede og mørke farver. For slet
ikke at tale om »bluse-og-nedérdel« moden og den slags depri
merende fænomener.
169