166 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
engang tobak. De generte og ulykkelige unge mennesker sad på
kanten af stolene og vred deres handsker, mens der »konver
seredes« om de sidste teaterstykker, skuespillerne, rejser o.
1
. En
naturlig samtale om dagen og vejen eller lidt opmuntrende gossip
om fælles bekendte hørtes aldrig ved sådanne lejligheder, - skønt
der ellers nok kunne sladres ret kraftigt.
Selve baldagen, når pigebørnene skulle pyntes, kom en dame-
frisørinde, som »satte hår« på hele familien efter tur - men kun
på de voksne. På hver af pigebørnenes seng havde Marie lagt
stadsen frem. Først en ulden undertrøje, så en linned chemise
kantet med festons, og så det uundgåelige stramme korset. Der
næst uldne underbenklæder og linned-benklæder, der bandtes om
livet med bændler. Først forsiden med bindingen bagpå, så bag
klappen med sløjfen foran på maven. Også benklæderne var med
festons og mellemværker. Så underskørt og et eller flere stivede
skørter med flæser og festons og til sidst et underliv, der dækkede
korsettet, hvis der da ikke hørte underkjole til baldragten.
På benene havde man inderst et par meget tynde, hvide uld
strømper og over dem hvide svikkelstrømper i bomuld. Silke
strømper var vist endnu ikke i brug.
Jeg mener at huske, at skoene var sorte eller overtrukne med
silke i kjolens farve - men er ikke sikker på det.
Balkjolen kunne være af silke eller tyl. Ofte bestod den af en
nederdel af blondestof og dertil et stramtsiddende atlask liv, der
gik spidst ned for og bag. I sæsonen 1893-94 havde de tre ældste
søstre ens balkjoler, men i forskellige farver, Augustas var blå,
Berthas lyserød og Valborgs grøn. Halsudringningen, enten firkan
tet eller rund, var gerne kantet af en bred blonde, der lå udover
det lille pufærme. Over hver skulder lå ofte en bred flad sløjfe af
moirésilkebånd. Halsbånd og armbånd var del af toilettet ligesom
de lange handsker og viften.
166