167 / 205
E R I N D R I N G E R
Når pigebørnene var færdige, måtte de vandre ned gennem den
skumle gang, der forbandt spisestue og køkken, for at lade sig
beundre af pigerne og de andre tjenende ånder. Først når det
var sket, gik de op i dagligstuen, hvor gæsterne skulle modtages.
Her brændte lysene i prismekronen og i de svære bronzekande-
labre, der stod på piedestalerne mellem vinduerne. Min far og
min mor sad ved bordet midt i stuen, mens døtrene stående af
ventede gæsternes ankomst. Kjolerne måtte skam ikke krølles. På
bordet stod en tændt petroleumslampe på en hvid broderet lyse
dug. Ved sådanne lejligheder morede det mig at krybe op i so
faen, der stod under det mægtige nøddetræs-spejl og dækkede
fløjdøren til barneværelset, for i spejlet at se gæsterne myldre ind
i deres brogede stads. Det hele blev jo dobbelt så stort, syntes jeg,
og jeg måtte have noget ud af det, mens tid var, for jeg skulle
tidligt i seng.
Til daglig havde vi en løber, der forbandt døren fra entreen
med døren til spisestuen, for at der ikke skulle slides for stærkt
på det blomstrede brysselertæppe. Dagligstuen var jo gennem
gangsstue fra kontorerne og de to gårdværelser til den øvrige del
af lejligheden; men når vi havde selskab, blev løberen fjernet.
Måske har jeg glemt det, men jeg mindes ikke, at der blev pyntet
op med blomster, når vi havde fremmede. Ved højtideligere anled
ninger kom det fornemme, engelske plateau med den store plet
terede vase på bordet i spisestuen, og den var altid rigt pyntet
med blomster; men det skete ikke ved ballerne, og i opholds
stuerne var der ingen blomsterdekorationer.
Et bal bestod gerne af 12 - 14 par. I entreen fik hver gæst et
balkort udleveret; det var et lille dobbelt-kort med guldtryk og
en lyserød (til damerne) eller lyseblå (til herrerne) silkesnor, hvori
en ganske tynd blyant i tilsvarende farve. Teksten var: 1. vals (en
»vals« på balkortet betegner et afsnit af ballet. Der danses således
167