162 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
den lille, hvide emailleelefant kunne jeg ikke stå for, og jeg listede
mig gerne hen for at pille ved den. Det tog han mig ikke ilde op.
Han havde børnebørn, som også interesserede sig for »bedstefars
lille gis«. Rygtet gik endda, at de fik lov til at lege med den sam
men med deres andre legetøjsdyr.
Mens gæsterne samledes, konverseredes der. Der blev hverken
budt tobak eller nogen form for cocktail eller aperitif. Min far
gik rundt med en dosmerseddel og betroede herrerne, hvilke damer
de skulle have til bords. Der lå kort ved kuverterne i spisestuen,
men jeg mindes ikke, at der nogensinde var »bedes føre« kort i
entreen. Når alle var samlede, gik man til bords. Det var for os
børn et befriende øjeblik. V i skulle ganske vist sidde til bords
Gud ved hvor længe, mens man arbejdede sig igennem de mange
retter, men vi sad dog for os selv ved det lille bord, og ved siden
af os på gulvet havde vi vore skoletasker, så vi i de lange »mellem
akter« kunne læse lektier i fred. Dersom man da kan kalde den
uophørlige knebren fra hovedbordet for »fred«. Men det hele blev
for os et jævnt spektakel, som vi så glimrende kunne abstrahere
frå, omtrent som larmen i en maskinhal eller som en radioudsen
delse fra Tchekoslovakiet. Kun talerne virkede forstyrrende, og
dem var der mange af. Halvfemserne stod ikke tilbage for nuti
den i den ædle kunst at oversavle hinanden.
Desuden var der al den dejlige mad, som vi nød i fuldt mål.
Vin fik vi også, så meget vi ville have. Det var et princip hos
min far. Der blev skænket for os som for voksne, men vi skulle
selv holde måde, og Gud nåde os, hvis vi drak mere, end vi
kunne tåle.
Når middagen langt om længe var forbi, gik selskabet ind for at
nyde kaffen og likøren (eller cognacen). Damerne samlede sig i
dagligstuen og kabinettet, mens herrerne fik serveret i »det store
kontor« og det overfor liggende mindre værelse. I disse to stuer
162