158 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
ladeis værdsat af børnene. Prinsessebudding og diplomatbudding
var vi ikke så begejstrede for, men »tutti-frutti« var dejligt. Frugt
salat, også kaldet »abemad«, kendte vi ikke. Til desserten var
der ofte småkager; marengs og nogle dejlige, lette pleskner, som
jeg ikke mindes at have set i mange år.
Middagen sluttede med frisk frugt efter årstiden. Den stod på
bordet i et par høje krystalskåle med forgyldte kanter, en sølv
bryllupsgave fra 1893. Jeg har dem begge, men overdelen til den
ene er desværre erstattet med en skål af senere oprindelse, som
slet ikke kan måle sig med den originale af svært krystal med
brede slibninger.
Det var altså intet under, at der var travlt i køkkenet i et par
dage, når en sådan middag skulle stables på benene.
Allerede når jeg kom hjem fra skole, var mine private cirkler
forstyrrede.
Entreen var ryddet for familiens overtøj, og følgelig måtte jeg
ikke hænge tøj og skoletaske på den sædvanlige plads, det skulle
ind i et af sovekamrene. Mine trin lød ubehageligt gjaldende i
den tomme gang. I dagligstuen var der pinligt »ryddet op«, og
løberen, som til daglig lå fra entredøren til spisestuedøren, var
fjernet. Portiererne til kabinettet var trukket for, og her var der
»frisørsalon«. Der lugtede vammelt af varme krøllejern og par
fumeret hår, når man nysgerrigt stak næsen indenfor.
Min mor og de voksne søstre kom derind efter tur, for at få
håret ordnet og sat op af frk. Meyer. Hun var næsten lige så
uundværlig til de store fester som pianisten »Sorte Hartmann« til
ballerne, og hun måtte bestilles længe i forvejen. I spisestuen var
der heller ikke til at være; der var dækket op i hesteskoform til
en ugudelig masse mennesker. Midt på hovedbordet stod det
smukke plateau af engelsk plet med den store tilhørende plet
terede vase fyldt med blomster. På plateauets blanke bund var
1 5 8
i