160 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
arbejde med at pille dem. Jeg siger »pille« ikke »knække«. Vi
måtte med pincetter pille den gule hinde af kernerne, og helst
skulle det gøres, uden at den gik i stykker, hvilket er meget van
skeligt. Men der kan gå sport i alt, og vi konkurrerede ivrigt om,
hvem der kunne fremvise flest hele, pillede kerner. De kom på
bordet i små krystalskåle med ske til at forsyne sig med denne
sjældne vare, som i høj grad appricieredes af gæsterne. Særlig
morsomt for os var dette arbejde ikke, men det var kun rimeligt,
at min far mente, at disse mange pigebørn skulle gøre en smule
nytte. Til daglig faldt det hverken min mor eller os ind, at vi
kunne hjælpe til med det mindste i huset eller blot sy vore egne
afrevne knapper i. V i gjorde ikke times gavn. Parallelt til valnød
derne om vinteren havde vi rejerne om sommeren. Det gik hyp
pigt på, at der hos rejekonerne på Strandvejen købtes bunker af
rejer. En halv time før måltidet ringedes der med en stor mælke
klokke (den slags som mælkemanden den dag i dag bruger i pro
vinsbyer) den samme, som altid på landet kaldte os til bords,
og så måtte alle pigebørnene stille til rejepilning. Det var ofte
flere pund, det drejede sig om, så vi havde travlt, og det var ikke
blot, når vi havde gæster. En skål med upillede rejer er vist aldrig
set på bordet i det h u s .----
Nå, der var altså ikke til at være i nogen af opholdsstuerne, og
helt umuligt var det at læse lektier nogen steder, hvis man da
ikke ville sidde i barnekammeret, og der var jo heller ikke noget
bord at sidde ved. I spisestuen var anretterbordet blokeret af
service til middagen; især fyldte de lysegrønne skylleskåle plus
stabler af desserttallerkener op, så der var ikke plads til en fem
øre, langt mindre til en skolebog. Det klogeste var at absentere
sig, og så gik man en tur, hvis vejret da var til det. Kl. 4 måtte
jeg være hjemme igen for at klæde mig om - eller blive klædt om
til middagen. Ganske vist var det kun de voksne børn, som kom
1 6 0