156 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
drukket til osteretten, og til desserten kunne man vælge mellem
portvin eller madeira. For at undgå forveksling bar krystalkaraf
lerne sølvkæder om halsen med skilt med de tre hedvines navne.
De fire slags vin var obligate ved de fleste af mine forældres sel
skaber, hvorimod bourgognen ikke var nødvendig ved familie
middage og mindre middage.
De fleste af retterne var rigt garnerede, så der var hårdt brug
for arbejdskraft i køkkenet. Det var ganske utænkeligt, at et par
af husets mange døtre kunne sættes til at tage lidt fat, hvorimod
der indforskreves forskellige hjælpende ånder, blandt andre husets
vaskerkone, madam Christensen. Suppen, som oftest var en kraf
tig oksekødsuppe, havde forskellige franske navne efter den for
skellige garniture, den optrådte med, »Juliennesuppe« med fint-
skårne rødder og lidt smalle spinatstrimler, til aspargessuppe hørte
æggestand og mange asparges, til almindelig klar suppe kødboller
og bagte boller (miniature) samt riflede rødder skårne med char-
treusekniv o.s.v. Disse emner forstod min mor sig på, og hun var
en mester til at variere retterne. De franske navne var det mest
min far, der brugte, min mor var mere engelsk-indstillet, og jeg
husker ikke mere alle disse navne, men når jeg læser i mine store,
franske kogebøger, smiler jeg ofte genkendende til både supper og
fiskeretter. Huset var ikke uden grund kendt for sit gode køkken.
Til fisken var der fint udstukne kartofler og ofte en eller anden
lækker sauce tillavet med æg og smør (hollandaise, sauce vin
blanc o.
1
. til laks eller pighvar). Tomatsauce kendtes ikke, toma
ten havde endnu ikke vundet indpas i køkkenet. Den forekom
undertiden på frokostbordet til hverdag; min far gjorde sig de
hæderligste anstrengelser for at vænne sig til denne for ham så
uvante frugt, som vi andre jublede over, men det lykkedes aldrig
for ham. Det var ligeledes ukendt i min barndom at servere
grønsager under nogen form til fisk. Det eneste grønne, de stak
I
5 6