154 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
Efter middag er der rigelig tid til den smule lektielæsning, der
kræves, og til at øve mig - hvis jeg da gider —og til at lege.
En gang om ugen skal jeg om aftenen til dans. I tidlige tider,
da jeg endnu var for lille til at være med, foregik danseundervis
ningen i hjemmet naturligvis på det »store kontor«. Valdemar
Price var engageret til at lære de ældste børn med samt en del
børn af mine forældres venner at danse. Min mor spillede til.
Men nu havde Valdemar Price undervisning i et lokale i
Havnegade, og der må de yngste børn altså hen blandt en hær
skare af fremmede børn.
Det er morsomt at gå til dans. Vejen går gennem Store Kon
gensgade og forbi »hesten«. Ikke den på Kongens Nytorv, den er
der ikke noget ved, men chokoladehesten i kaffehandler Jensens
vindue. Her gøres gerne holdt, og man solder nøddetoppe, for på
danseskolen må vi gerne have slik med. I Havnegade er der et
mylder af drenge og piger, og pigerne er så fine, så fine. En lille
pige med glatkæmmet, blondt pagehår i mørkeblå fløjlskjole med
et bredt, lyseblåt silkebånd, der går over venstre skulder og ender
i en flot sløjfe på den modsatte hofte, vækker både beundring og
kritik. Det er da ingen manér at anbringe et skærf! Men hvor er
jeg misundelig!
Valdemar Price er en smuk, hvidhåret mand, der styrer hele
skaren med autoritet og stor dygtighed. Han står midt på gulvet
og dirigerer og kritiserer, mens holdet marcherer rundt: »En —to —
en - to, op med hovedet, ret ryggen, kast foden frem. Stræk
vristen og sæt tåen først i gulvet. Udad med fødderne«. Så kom
mer opstilling i iste, 2den, gdie position. 4de position, den van
vittige stilling med fødderne på ret linie (vinkel 180 gr.) kan kun
de færreste gøre uden at bøje i knæene. Så igen rundt i salen i en
hurtig chassé, mens Price kommanderer: »Frem, frem, svæv!
154