150 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
at knytte tidens bedste lærerkræfter til sin skole. Der er vist få,
der kan prale af at være bleven undervist af en så strålende lærer
stab, som jeg havde i min gymnasietid: L. Moltesen i kirkehisto
rie (sandt at sige ikke morsom). M. Mackeprang i historie. Hans
Holten-Bechtolsheim i latin, senere Ove Jørgensen, da Holten fik
ansættelse på Sorø Akademi. Ove Jørgensen er vist mere bekendt,
men Holten var så absolut den dygtigste og mest inciterende af
de to. Vilhelm Andersen i dansk. A. B. Drachmann i græsk.
Den bekendte filolog Heiberg var samtidigt ansat ved skolen,
min søster Agnete læste græsk med ham. Jeg tvivler på, at nogen
skole, hverken privat- eller statsskole nogensinde senere har kunnet
mønstre en sådan buket af kapaciteter.
Agnete blev student i 1902, jeg i 1905.
Men tilbage til 1897, da Vilhelm Rasmussen blev min lærer i
naturhistorie. Han vakte min interesse for naturfag, hvilket jeg
endnu idag er ham taknemmelig for. Men sikken en komedie med
formaninger op og ned ad vægge, inden vi fandtes præparerede
til at gå ind til denne nåde! For eksempel blev vi instruerede om,
at vi ikke, som sædvanlig, når vi ønskede at træde af på naturens
vegne, måtte sige: »Må jeg gå ud?« V i skulle sige, at vi ikke
var rigtig raske.
I det hele taget blomstrede snerperiet i denne ellers så fortræf
felige skole, som fik det kunstgødning. Hos fransklærerinden
måtte vi ikke oversætte »être à califourchon sur une barre« ved
»sidde overskrævs på en bjælke«, nej, det var et stygt og meget
upassende udtryk. Det hed »ride på en bjælke« og således frem
deles. Den sarte frk. Ringberg ville have rødmet ned i fjederstøv
lerne, havde hun anet, hvilke uhyrligheder hendes uskyldige små
lam få år efter kom ud for i de græske tekster hos A. B. Drach
mann.
Men endnu er jeg kun en lille pige i »de små klasser«, som sid
150