146 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
forklædet, der skiftedes oftere og var af blomstret eller ternet
bomuldsstof i forskellige farver; desuden var det pyntet med flæ
ser i ærmegabene og flæser i halsen besat med smalle, hvide
blonder.
Der lægges ikke megen vægt på klæder i mit hjem. V i ejer
kun to vinterkjoler hver, én til skolebrug og én lidt finere søn
dagskjole, som senere degraderes til skolekjole; desuden en danse
kjole og naturligvis en balkjole, som holder i mange år.
Når Marmorkirkens klokker ringer otte, skal vi være færdige
og gå ind i spisestuen. Min mor sidder ved bordenden oppe ved
vinduet og ved hendes højre side min far. Det vil sige, der er
hans plads, for han er som oftest meget tidligere oppe og ude at
gå morgentur eller til gymnastik, når vi kommer ind til bordet.
Sommetider er han gået til Rysensten for at tage bad. Han er
»viking« (navnet var vist ikke endnu opfundet); men i al fald
ynder han at hoppe i et hul i isen, en indstilling, der er komplet
uforståelig for min mor, og som fylder hende med en blanding af
beundring og rædsel. Hun sidder i en lang, grå morgenkjole kan
tet med sorte fløjlsbånd og med blondekappe besat med sorte eller
hvide silkesløjfer på hovedet. T il højre for min far har det ældste
barn sin plads, dernæst det næstældste o.s.v., således at jeg som
rosinen i pølseenden har plads mellem Agnete og min mor. Denne
pladsfordeling er hellig og ukrænkelig. Er man syg eller forhin
dret af andre grunde, står pladsen tom. Ikke tale om at rykke
sammen eller bytte pladser.
Til teen får vi en krydder, som vi flækker og smører godt tykt
smør på og derefter franskbrød og surbrød ad libitum. Julie og
Holger kommer op at slås om det sidste stykke surbrød - det er
en daglig foreteelse, som de ofte tuder over, og vi andre griner af.
Ved hver kuvert står en flaske mælk og en madkasse med froko
sten, »skolen ser helst madkasser«. I en fart puttes flasken ned i
146