145 / 205
E R I N D R I N G E R
om morgenen, indtil en lærerinde i sundhedslære fortæller mig,
at sligt bør ske om aftenen. Et svagt forsøg på at indføre denne
reform i barneværelset faldt negativt ud undtagen for mit eget
vedkommende.
Men nu kommer det sidste og det værste. Jeg skal redes! På
stolen ved Maries bord anbringes delinkventen. Åh, hvor var det
nemt og smertefrit, da jeg som ganske lille var drengeklippet.
Ganske vist hadede jeg frisør Rasmussen, der kom og klippede os
allesammen, og jeg kunne ikke lide at gå og fryse om hovedet
de første par dage derefter, men det skete så sjældent, at det ikke
rigtigt talte med. Overgangstiden med krumkam var heller ikke
slem, det var kun et par tag med kammen. Men nu var håret
så langt, at det kunne holdes sammen i nakken, og når det rigtig
strammedes, kunne det »flettes med knibtang« og danne to små
stenhårde løkker i en fletning. Det var dog langt at foretrække
for den forsmædelige »tut«, som jeg til min fortrydelse indtil for
kort tid siden havde måttet gå med, og som alle kammeraterne
hånede og drillede mig med. Denne »frisure« holdt håret sammen
helt inde ved hovedet, hvor det bandtes stramt med et underhår-
bånd og derover en lille, sort silkesløjfe. V i havde aldrig andet
end sorte hårbånd, undtagen til baller; så fik vi bånd i kjolens
farve eller hvide silkebånd. Denne gyselige »tut« stak vandret ud
fra hovedet som en kuperet hestehale og gjorde mig håbløst til
grin for mine mere hårfagre kammerater. Lidet anede jeg i min
trængsels »tutperiode«, at jeg i løbet af få år skulle blive den stolte
ejermand af en pragtfuld, tyk fletning, der lod sig flette »i to
etager« og var så lang, at jeg kunne sidde på dusken af den og
derved forvandle de fordums spottefugle til ydmyge beundrere.
Nu gjaldt det om at skynde på Marie, så jeg i en fart kunne
komme hen og tage kjole og forklæde på. Kjolen, der altid var
ulden og syet uden særlige dikkedarer, havde mindre interesse end
IO
*45