140 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
billeder i serien, blandt andet den grædende moder med glycerin
tårer på de blege vokskinder, men jeg nævner kun de enkelte, som
jeg husker bedst. Det var absolut ikke sund underholdning for
børn, men vi kom der gentagne gange og gik altid hjem med en
glubende appetit. Sindsbevægelser tærer!
Sommetider kom vi på museer med min far, og det var også en
forlystelse; særlig elskede vi etnografisk museum. Jeg ville gerne
have været på naturhistorisk museum, men det interesserede hver
ken min far eller nogen af mine søskende, så det måtte vente, til
jeg kunne gå der alene, hvilket varede længe. Separatistiske tilbøje
ligheder var ikke velsete i denne så fast sammentømrede familie
kreds.
Skolen tog sig yderst sjældent på at tage eleverne på museum.
Et påtænkt besøg på Thorvaldsens museum blev opgivet, da
klasselærerinden, som skulle gå der med os, ytrede, at hun var
bange for, at vi skulle »se uartigt på statuerne«. (Sic!)
Så var det jo heldigt, at min far ikke nærede den slags æng
stelser.
På Hellig-tre-kongers aften fik vi lov at sætte tre tændte lys
på aftensbordet.
Da middagsmåltidet spistes kl. 16 eller i6j/2, var der hver dag
aftensmad kl. 20. Det bestod af omtrent det samme som et nu
tidigt frokostbord med forskellige slags afskåret pålæg og ost, men
aldrig nogen varm ret. Senere dukkede flere slags salater op; sær
lig yndet var »ruskumsnuskesalat«, en mayonnaise med mange
slags grønsager dels rå og dels kogte. Den var også meget fin med
radiseskiver og karse strøet over.
Når det var frostvejr, tiggede vi æg, hvis hvider vi slog ud i
et glas med vand og stillede dem ved et åbent vindue. Næste dag
havde hviden dannet mærkelige figurer som drypstensgrotter eller
fine, hvide slotte med tårne og spir - hvis man da ellers havde
14.0