135 / 205
E R I N D R I N G E R
og formueomstændigheder, var sommetider pakket ind, somme
tider ikke. En senere tids raffinement med, at hver person vælger et
kulørt papir eller et særligt smukt mønstret papir til sine gaver, såle
des at selve gavens indpakning angiver, hvem den er fra, kendtes
ikke i min barndom. Det er egentlig en smuk skik. V i har her
hjemme haft de mest tilfredsstillende virkninger af denne idé;
f.eks. mat, hvidt papir med røde silkebånd og julestjerner (glans
billede) ved siden af lyseblå pakker med grankviste som dekora
tion og sorte med sølvbånd og påklistrede juleklokker og stjerner
i sølv o.s.v. Når man er et halvt dusin familier, der fejrer julen
sammen og giver hinanden gaver, er her et rigt felt til at lade
fantasien spille, og julebordene kan blive meget dekorative på den
måde.
Men sligt kendtes ikke i 90erne; jeg ved ikke engang, om be
grebet »Julepapir« eksisterede.
Om en gave blev pakket ind eller ikke, afhang af, hvor den
skulle eller kunne anbringes. Et år fik Agnete og jeg et par kjoler
af hvidt musselin med et mønster af små kulørte cirkler ganske
lignende de glaskugler, som børn spiller med. De var syet med
blonde i den runde halsudskæring og med silkesløjfer på skuldrene,
Agnetes røde, mine blå. De var hængt op på en af hylderne i en
reol, og skønt de artsmæssigt måske kunne falde ind under be
grebet »bløde pakker«, har jeg sjældent fået noget, jeg blev så
begejstret over. Jeg husker godt min glæde over straks at få øje
på dem, da vi kom ind i julestuen, og mine forgæves forsøg på
at bryde ud af kredsen, der gik rundt og sang: »Højt fra træets
grønne top«. Jeg måtte jo straks hen og beundre disse vidundere,
som ikke kunne være til andre end Agnete og mig. »Boldekjoleme«
døbte vi dem, og de spillede i flere år —klogeligt syede med mange
læg til forlængelse, som de var - en meget stor rolle for os. Når
1 3 5