134 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
dog var nødt til at give deres børn det tøj, de skulle bruge. Kun
hvis det var noget særligt smukt og fint, som ellers ikke blev købt,
fandt vi det tilladeligt, at forældre gav deres børn »bløde pakker«.
Kun to julegaver fra min barndom har gjort så stort indtryk
på mig, at jeg endnu husker dem. Det ene var endda en fællesgave
til de tre yngste børn, noget vi skulle »enes om«, og det at enes
var absolut ikke vores stærke side. Gaven var en »lanterna magica«.
Mon nogen nu aner, hvad det er? Det er et yderst primitivt lys
billedapparat med en lille lampe som lyskilde og nogle glasplader
med kulørte billeder, som projiceres ud på et udspændt lærred.
Nej, hvor vi fandt det pragtfuldt! Og det gik udmærket at enes
om dette vidunder. Der skulle to til at betjene det (lampen og
ind- og udtagning af pladerne), og når lampen ikke mere trængte
til pasning, kunne der jo nok være to tilskuere. Det andet var en
billedbog med vers i, og den husker jeg kun, fordi jeg havde snydt
mig til at liste ind i kabinettet, hvor julegaverne blev samlet i en
stor kurv under flygelet, og rode rundt i dem, til jeg fandt bogen
med udskrift til mig. Jeg glædede mig nok til juleaften det år,
men ikke som jeg plejede. Jeg havde jo ikke overholdt spillets
regler, jeg havde gjort noget, som ikke var »fair play«. Selv om
jeg ikke kendte sådan fine udtryk, følte jeg særdeles godt, at dette
kunne jeg ikke være bekendt, og det pinte mig. Derfor har denne
grå bog med titlen »Til mine smaa Venner« i blå bogstaver og
med en tegning af en lille dreng med en bog under armen bidt sig
så fast i min erindring, at jeg nu ca. 60 år efter er lige så fortrolig
med den (skønt den forlængst er gået al kødets gang) som med
mine leksika og håndbøger, som jeg daglig tager ud og sætter ind i
min reol. Det ville nok have moret giveren, hvis han havde vidst,
at denne gave —ved min egen lille sjofelhed —skulle få evigt liv
for mig.
Julegaverne, som hver især købte og ordnede efter sit eget hoved
T3 4