136 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
jeg så tydeligt husker disse kjoler, er det ikke, fordi der knytter
sig nogen følelsesbetonet historie til dem, men af den prosaiske
grund, at jeg har et fotografi af Agnete i sin »Boldekjole«.
Små gaver blev pakket ind og hængt på juletræet, andre ting,
som anbragtes på gulvet under træet, måtte også pakkes ind af
hensyn til eventuelle dryp fra lysene; langt de fleste gaver lå på
julebordene ganske uden system.
Juletræet købtes af min mor eller af en af de ældre søskende i
en eller anden af de mange gadeforretninger; det skete nogle dage
før jul, og træet blev lagt ind i gården, hvor vi fra spisestuevinduet
kunne se på det og stimulere vore forventninger. Først den 24-nde,
når kontortiden kl. 12 var forbi, bar Ejberg træet op og stillede
det midt i min fars kontor. Her lå al stadsen parat, lysene var sat
i holderne og brændt til. Dette var nødvendigt, for at de kunne
fænge hurtigt, når træet skulle tændes. V i flottede os meget med
lys; der var nok op mod 100 lys på vore juletræer, og alle var de
hvide. Forældrene havde antipati mod røde julelys. Det var de
store børns job at pynte juletræet, og de små blev holdt borte med
hård hånd.
Den 24-nde om morgenen fik vi hver et stykke legetøj for at
pacificere os i den lange ventetid til kl. c. 6, når festen skulle be
gynde. Når den ganske almindelige middag var sat til livs, og de
voksne havde drukket deres kaffe, samledes hele familien med de
eventuelle gæster og de tre tjenestepiger i kabinettet. Min mor
satte sig ved flygelet, og alle sang »Dejlig er jorden«. Jeg mindes
en tid, da min far før salmesangen læste juleevangeliet for os, men
denne skik holdt sig ikke i mange år. Det er forbavsende, hvor
lidet kristeligt vor jul var præget, da mine forældre dog var ivrige
kirkegængere - særlig min far - og rnegr* religiøst indstillede.
Efter salmen blev alle lys i stuen slukket, og børnene stillet op
1 3 6