142 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
spisestuevinduerne på vid gab, og vi hører stuepigen gå frem og
tilbage derinde. »Se nu at blive færdig, Agnete. Det varer ikke
så længe, før vi skal spise, Louise er ved at dække bord«. En klir
ren af glas på en bakke tyder på, at jeg har ret. Denne klirren
bliver ved. Den bliver så pågående, at jeg irriteret sætter mig op
i sengen. Og der står Marie ved sit bord i sin stumpede nat
trøje med en blafrende tændstik i hånden og klirrer med lampe
glas og kuppel i det mørke og halvkolde barneværelse. Den lille,
hyggelige natlampe har ikke været tændt inat, det er den kun,
når en af os er syg, og mærkeligvis er alle raske i øjeblikket. Under
Maries stribede nattrøje hænger chemisen ned; den sover hun med
om natten. Det gør jeg ikke, men jeg har jo også en rigtig, lang
natkjole, så min chemise ligger på stolen ved min seng. Jeg kigger
lidt på Marie og ligger og morer mig med at tænke på, hvor sjov
hun ville se ud i nattrøje alene og ikke en stump til at dække bagde
len. Hun sætter sig på sengekanten og klæder sig på; så går hun hen
til spejlet og sætter håret op. Hun vasker sig ikke. Hendes toilette
må vente, til de fire unger er ude af huset og morgenrengøringen
overstået. Servanten må aflastes mest muligt, og Julie og Astrid
har her førsteretten. Nu vækker Marie dem, så ved jeg, at klokken
er 7^4 og at turen kommer til mig om et kvarters tid. Det nytter
ikke, at jeg krampagtigt lukker øjnene og kæmper for at finde til
bage til græsplænen og den blomstrende rødtjørn, jeg hører dog
de ældre søstres levé, deres småskænderier, deres børsten tænder
over slumpespanden. Marie går ud for at fylde servantekanden
igen nede i badeværelset, og idet hun passerer min seng, kommer
det frygtelige øjeblik. »Zelia, du skal op, klokken er halv otte«.
Ja , det er jo sandt, jeg skal i skole; det er ikke juni, men januar
og juleferien holdt op for en uges tid siden. Æv, hvor er det væm
meligt !
Gnavent langer jeg ud efter tøjet, der ligger på stolen, hiver
142