138 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
Da vi små var blevet halvvoksne, blev det et år betroet os at
pynte juletræet. Men vi var blevet raffinerede og foreslog et helt
hvidt træ - det brogede var jo kun for pattebørn! Så stod da
træet der smykket kun med hvide lys, sølvpynt i alle variationer
og masser af englehår. Det så fint ud. Men året efter ville vi
ligesom Carl Lund og skildpadden overgå os selv. Kunsten steg,
træet skulle ikke alene være hvidt, det skulle være »rimdækket«.
Der købtes soda i bunkevis, som opløstes i en spand med kogende
vand, og da det var blevet koldt, blev træet lagt ned og alle grene
ne en for en dyppet i denne opløsning. Det var et gyseligt svineri,
der trods alle forsigtighedsforanstaltninger med udbredte aviser gik
hårdt ud over gulvet. Sodaen illuderede på en måde ret godt som
rimfrost, men det lykkedes os ikke at få den jævnt fordelt, og
kønt blev træet ikke. Desuden hindrede dette overtræk granen i
at udsprede den herlige duft, som er en så umistelig faktor til at
skabe den rette julestemning. Det blev nærmest en fiasko (år
1900 eller 19 0 1). Næste år vendte vi tilbage til »pattebarnsjule
træet« med al den brogede stads.
Nytårsaften tilbragte vi altid hjemme og uden gæster. Der blev
ikke serveret nogen særlig festmiddag, og dagen forløb som enhver
anden dag i juleferien. Om aftenen spillede vi gerne »Halv tolv«
om resterne af juleknaset, som i ond trang suppleredes op med de
så foragtede pebernødder. Det skete altid i spisestuen omkring det
lange bord. Lidt før kl. 24 kom der en stor bolle punch på bordet;
den havde min mor brygget af adskillige flasker hvidvin, arrac,
angostura og stærk sukkeropløsning, men hvad der ellers var i den,
ved jeg ikke. Jo , citronskal var der altid i, og vi fandt naturligvis,
at den var dejlig.
Punchebollen af mat glas med brede forgyldte kanter på under
fadet og et forgyldt, krumt horn til håndtag på låget og med til
svarende glas-puncheske var festlig at se på. Omkring bollen stod
138