141 / 205
E R I N D R I N G E R
fantasi nok til at se dem! Derudaf kunne man læse sin skæbne,
mente vi. Det havde jeg ikke fantasi nok til dengang; og dog hav
nede jeg på et pragtfuldt slot med mange tårne og fine spir, så der
var måske noget i den gamle overtro alligevel. Hvem ved?
Der var også noget med, at man skulle sætte sine støvler på
en eller anden tosset måde, gå baglæns i seng (hvem går for
resten nogensinde forlæns i seng?) og fremsige følgende digt:
»Hellige tre konger, sig mig i nat,
hvem der skal være min bedste skat,
hvis dug jeg skal brede,
hvis seng jeg skal rede,
hvis hustru jeg skal være,
hvis navn jeg skal bære
med ære?«
Så ville man i drømme få svar på sine mange spørgsmål.
Men skønt jeg er min families eneste søndagsbarn, har både
drømmeguden og de andre hinsides ånder altid til min store ærg
relse totalt ignoreret mig. Jeg fik aldrig svar på noget som helst,
og jeg så heller aldrig spøgelser, hvad både min mor og flere af
de ældre søstre påstod, at de ofte gjorde.
3. EN V I NTERDAG I BARNE SKOLEN
Det er bagende varmt. Agnete og jeg har bestemt, at vi vil lege
alfekonge og alfedronning. V i har plukket blomster, flettet kranse
og tilsidst syet små buketter på et par hvide festonsbukser og et
tilsvarende skørt til dronningen. Jeg er færdig med mit og har
strakt mig i græsset, hvor jeg ligger og lader solen bage mig igen
nem, mens jeg dovent ser på tjørnetræet, der vugger sine røde
blomsterskærme mod den dirrende, dybblå himmel. Bag os står
141