143 / 205
E R I N D R I N G E R
hele redeligheden op i fodenden af sengen og begynder den ked
sommelige påklædning. Natkjolen af og chemisen på er et øjebliks
sag, selv om man sidder i en seng, og det er både varmere og
hurtigere end den besværlige proces at stå ud af sengen, trække
armene ud af natkjoleærmerne og trække den ned over hofterne,
tage chemisen over hovedet for så endelig at træde ud af natkjo
len. At tage natkjolen af inden man tog chemisen på var utænke
ligt, så havde man jo kun den stumpede uldtrøje på, og det var
meget upassende og derfor forbudt. Uldtrøjen har jeg altså på,
den tages kun af om lørdagen, når man efter badet får rent tøj
på. Jeg kan godt lide chemisen, den er lækker, af fint, hvidt stof
med fine blonder eller festons i halsudskæringen og i ærmegabene.
Især er jeg glad for den pæne nye facon med knapper på skuldrene
i stedet for tidligere tiders chemise med små ærmer i og bred lin
ning med chemiseknap, som man skulle passe sådan på, fordi den
var af guld. Livstykket med de grå strømpebåndelastikker, hvori
de uldne strømper hænger og dasker, kan jeg ikke fordrage, det
ligner et seletøj, og desuden er det sjældent rent, for det skiftes
kun hver fjortende dag. Det er lidt af et ekvilibristisk kunststykke
at trække strømperne på uden at knappe dem af livstykket, som
først tages over hovedet. Man skal kunne bøje sig ordentlig sam
men med knæene helt op til næsetippen; men det er min mindste
kunst, for jeg er meget smidig. Det er Agnete ikke, og jeg tror
aldrig, hun lærte fidusen ved at lade strømperne blive hængende
i livstykket. Strømperne er naturligvis sorte. Hvad skulle de ellers
være? Mine havde det lille opmuntrende moment, at de i kanten
havde ni højrøde kryds. Systemet med de mange børn og de
mange ens strømper var dette: ældste barn eet kryds i strømperne,
næstældste to kryds o.s.v. Det var meget praktisk, idet et par
strømper, som ved arv gik et trin ned i rækken, kun behøvede at
få påsyet et nyt kryds, i stedet for at blive navnet om, som de
143