148 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
Vore nåle har navne efter operaens stjerner, og jeg er den lykke
lige ejermand af »Herold«, en usædvanlig lang fyr, der har en
dejlig tone, når han klemmes rigtig godt fast under pultens låg.
Naturligvis kan denne sport kun drives med held, når man er
nogle stykker om det, så lyden stadigt kommer fra forskellige
steder. Ellers var synderen alt for let at finde.
Når jeg bliver straffet med oversidning og »seddel med hjem«,
tages det aldrig højtideligt af mine forældre og følgelig heller ikke
af mig selv. Kun een anmærkning fik vi på hovedet for. »Uopmærk
som«. Stod der det, blev min far meget vred. Ellers kunne vi så
nogenlunde skabe os, som vi fandt for godt i skolen. Jeg havde
hørt en for mig opbyggelig historie om min fars indstilling til de
ældre søstres skolegang, og den gav mig en vis afstivning i mit
eget forhold til skolen. En af de tre store søstre, som dengang gik
i frk. Richards skole, sad og læste på sin geografilektie til næste
dag. Hun bad min far hjælpe sig med at finde bugten ved Squillate
på kortet. »Bugten ved Squillate? Hvad er det for en bugt?« Han
søgte forgæves på kortet og sagde til sidst: »Jeg kan heller ikke
finde den; men det er også ligegyldigt, den bugt behøver du ikke
bekymre dig om«.
Næste dag gik min far op på skolen til frk. Richard og spurgte
hende, om det var rigtigt, at hun krævede af børnene, at de skulle
lære bugten ved Squillate, for det var da meningsløst. »Børnene
i min skole skal kunne bugten ved Squillate«, svarede denne be
stemte og originale dame. » Ja vel«, svarede min far, »men mine
døtre skal ikke lære bugten ved Squillate«. Og så drog han hjem
med alle døtrene. De kom over i N. Zahles skole, hvor så resten af
sværmen kom ind, efterhånden som de voksede til. Forholdet til
frk. Richard vedblev mærkeligt nok at være særdeles venligt; jeg
så jo, at hun kom som gæst ved middagsselskaberne også efter
»slaget ved Squillate«.
1 4 8