153 / 205
E R I N D R I N G E R
til med rom, kærnemælkssuppe med bunker af rosiner til formad
og derefter kød eller fisk. Det kunne være kogt torsk eller rød
spætte eller stegte sild eller rødspætte. Undertiden fik vi - til min
rædsel — klipfisk. Den serveredes dog med mange formildende
omstændigheder såsom små kogte skalotter, hakket hårdkogt æg
og tomater, når de fandtes. Så gjaldt det om at snyde sig til et
mikroskopisk stykke klipfisk, som man druknede i en strøm af
smeltet smør og derefter begravede under et bjerg af kartofler,
tomater, løg og hårdkogt æg. Kødretten kunne være kogt okse
bryst. Min far var en stor ynder af kødsuppe, og vi fik det ofte.
Min mor havde megen sans for god mad, og hun havde til fulde
løst hemmeligheden ved den gode kødsuppe, nemlig at der skal
et ordentligt stykke kød i gryden. Deraf fulgte, at kødretten ofte
var kogt kød i peberrodssauce, hachis, aubain eller biksemad. Des
uden optrådte koteletter, bøf, medisterpølse, frikadeller o.l. Gemyse
forekom ret sjældent om vinteren og bestod mest i stuvet hvid
kål, rødkål og spinat, når den kom frem. Det har nok ligget i
luften i klunketiden at stuve alt muligt i mælk. Grønærter (når
det skulle være fint), gulerødder, ja endog makaroni af den tykke
klodsede art med et hul helt igennem blev serveret i en tyk mælke-
stuvning. Det var noget slemt melpap og absolut ikke anbefalelses-
værdigt!
Det er en herlig overraskelse særlig en vinterdag efter lang
farten ud til GI. Kongevej ved hjemkomsten at lugte den kryd
rede duft af hvidkålssuppe eller gule ærter, ikke alene fordi jeg
kan lide den mad, men også fordi der vanker pandekager eller
æbleskiver bagefter. Allerbedst var dog efter min mening æble
ringe (dyppet i krustadedejg, kogt i fedt og overstrøet med suk
ker). Dessert fik vi almindeligvis ikke til hverdag og ingenlunde
altid om søndagen.
*53