137 / 205
E R I N D R I N G E R
på række efter alder, de mindste forrest. Polonaisen endte med
de tre piger. Og så stod man der i mørket og ventede dirrende
af spænding, mens det ældste barn tændte træet —en evighed!
Pludselig blev fløjdørene slået op, og der stod træet og strålede
i et brus af lys, farver og englehår. Alle myldrede ind, men ikke
straks til gavebordene og knaset på træet, der var nemlig meget
knas i kurve og kræmmerhuse i mine første barneår. Senere fik vi
godterne serveret på assietter og skåle på bordene, og træets
mange fine kurve og spidse kræmmerhuse blev derved symboler.
Et fast greb i hver af mine hænder forhindrede mig i at styrte
mig over gaverne straks og styrede mig fast og nådeløst rundt i
kredsen omkring træet, mens man sang: »Højt fra træets grønne
top«. Der blev sunget mange vers, og det var ikke så lidt af en
prøvelse for utålmodige sjæle, som under rundgangen måtte vende
ryggen til de bugnende borde. Jeg var da også nær ved at dreje
hovedet af led, efterhånden som jeg fik øje på flere og flere her
ligheder, som jeg i vild optimisme mente, alle var til mig. Endelig
slap jeg løs og kunne »gå til sagen«. Der var ingen højtidelig gave
uddeling, hver måtte gå på jagt og hitte sit.
Når alle havde fået deres gaver under almindelig taksigelse og
kysseri, faldt der fred over feltet. Børnene legede med deres lege
tøj, og de ældre satte sig hyggeligt til rette i dagligstuen omkring
lampen og læste i deres nyerhvervede bøger. Min far sad altid
juleaften i sin stol og pløjede »Blæksprutten« igennem. Ved ni-
tiden gik vi ind i spisestuen til Ejbergs mesterværk, den forlorne
skildpadde, som pligtskyldigst hvert år overgik sig selv. Bordet
var ikke særligt pyntet til jul; strøning af grangrene, kranse i
lysekronen, julebukke med silkebånd, englebasser og nisser m.m.
tilhører en senere tid. Den eneste nisse, som optrådte på bordet
i julen hos os, er den gemytlige fyr på hvidtølsflaskerne fra De
forenede Bryggerier.
1 3 7