161 / 205
E R I N D R I N G E R
med til bords, men de små - først 5 - senere 3 stks. - sad ved et
lille bord i hjørnet af spisestuen henne ved »hullet«, så lidt pæn
skulle man alligevel være. Det var gerne »dansekjolen« og løst
hår; først senere, da vi kom med ved det store bord, var det galla
for os.
Kl. 5 eller 5^/2 myldrede gæsterne ind i stiveste stads og blev
modtaget i entreen af lejetjeneren og stuepigen, der skilte dem af
med overtøjet. De fleste kom kørende i droske, og lyden af heste
trampen i gården er for mig uløseligt forbunden med minderne
om de store fester i mit hjem.
Så længe børnene var helt små, så de ikke meget til al stadsen.
De blev holdt i barneværelset, hvor de spiste med Marie og kom i
seng til sædvanlig tid kl. 7. Jeg husker dog, at min mor på
denne tid til store middage altid optrådte i sort silke, højhalset
og langærmet sommetider med kniplinger og med kappe på hove
det. Senere emanciperede hun sig (ca. 1898-99) og anskaffede
sig en cremefarvet brokadekjole, der endda var nedringet og med
små, korte pufærmer, hvilket vakte stor forargelse blandt tanterne
til begge sider; men kjolen var smuk og klædte hende storartet,
især da hun havde hals og arme som en ung pige, ja, de var, som
var de drejede, og ingen af døtrene kunne konkurrere med hende
på dette punkt.
I dagligstuen var stearinlysene tændt i kronen og på piede
stalerne, og her tog mine forældre imod deres gæster. Hvor var
de fine allesammen. Da jeg nu var skolepige, måtte jeg ind at
hilse på dem før middagen, så jeg fik god lejlighed til at kigge
på dem. Alle herrerne var i kjole - (om slipset var sort eller hvidt,
husker jeg ikke. Jeg gætter på sort). De fleste havde ordner enten
i knaphullet eller om halsen eller begge dele. Jeg havde ikke
megen sans for »rang og stand og stjerne«, men justitsminister
Nellemanns brede, blå silkebånd over skulderen og sløjfen med
I I
l6l