164 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
leger - oftest som en herremiddag, men der var årlig flere andre
selskaber for husets vennekreds. Et par af dem holdtes på landet.
Da mine ældre søstre deltog i tidens selskabelighed, medførte
det, at der blev holdt baller eller karnevaller for deres omgangs
kreds. Disse baller var en meget højtidelig forestilling, der gennem
førtes efter firsernes strenge ritual. Jeg vil her give en skildring
af et bal, som det gik for sig i perioden omkring 1890-94.
Først blev listen over de eventuelle gæster forelagt min far til
godkendelse. Elan var ikke snobbet, og det hændte, at navnet på
en gæst fra et anset og velhavende hjem blev slettet til fordel for
en anden, som ikke kunne »gøre gengæld«, som det hed. Mange
af balkavalererne var sønner af min fars venner. Justitsminister
Nellemanns 3 eller 4 børn hørte ganske vist med til den faste
stab, men det var dikteret af venskab både mellem forældrene og
de unge. Der var intet i vejen for, at der blev indbudt unge men
nesker, som pigebørnene havde gjort bekendtskab med i andre
huse eller i skolen, men det sås helst, at det var akademikere.
Så blev der udsendt trykte invitationer. Søndagen før ballet
måtte alle de gæster (herrer), som ikke tidligere havde været i
huset, stille på visit, og søndagen efter ballet måtte samtlige mand
lige gæster aflægge takkevisit. Det var altid ved 3 -4 tiden. De
unge herrer mødte undertiden de ældre søstre, der hver søndag gik
tur på Langelinie, men naturligvis skulle være hjemme til »visit
tid«. Det var utænkeligt, at de kunne følges hjem med deres
unge venner; derfor fremkom den latterlige situation, at pigebør
nene spadserede på det ene fortov og deres balkavalerer på det
andet hele Bredgade igennem og først hilste på hinanden, når de
stod ved entrédøren på 1. sal i Dr. Tværgade 40, og havde ringet
på klokken.
I den store, lyse dagligstue sad min mor og tog imod. Trakte
mentet var til at overse, for der blev ikke budt det fjerneste, ikke
164