170 / 205
Z E L I A N. A N D R U P
I unge af i dag skulle have set en française! En dans hvori
hele ballet deltager med de morsomme ture, hvor snart alle de
lysklædte damer samles på den ene side og herrerne overfor på
den anden for i næste øjeblik at mødes i møller med damerne
yderst som brogede kronblade i kæmpeblomster med sort hjerte.
Eller de slynger sig kunstfærdigt ud og ind imellem hinanden i
maleriske, regelbundne figurer. Jeg tror, der danses en française
i sidste akt af »Elverhøj«. Det er vist nutidens eneste chance for
at se den smukke dans. Men så ser man den også i renkultur.
Og les lanciers! Den har man dog vist en erindring om! Den
er både fornøjelig og dekorativ, ikke sandt? Ja , jeg tror sandelig,
at den er ved at komme på mode igen! Det glæder mig virkelig.
Menuet derimod har jeg sjældent eller aldrig danset ved pri
vate baller. Den er for højtidelig. Den kan også studeres på Det
kongelige Teater i »Elverhøj«.
Når 2. vals var danset, gik man - under ledelse af den op
førende kavaler - atter i polonaise - ind i spisestuen. Her var
dækket op ved småborde til 6 à 8 personer. Rummet var oplyst
af en glaslysekrone, hvori var indlagt auerbrænder.
De kølige, pastelblå vægge og de lyse birketræs-møbler gav hele
sceneriet et let og festligt præg i modsætning til dagligstuens
tunge hygge.
Hvad man fik at spise?
Ja , det afhang i nogen grad af, hvad indbydelsen havde lydt
på. Hvis der var inviteret til: »middag med dans«, fik man en
middag, så nogenlunde efter de gængse former; d.v.s. to varme
retter, f. eks. en fiskeret (ofte fiskefars i rand med fyld) eller lig
nende, en kødret og en dessert. Man kom jo også et par timer
tidligere til »middag med dans« end til almindeligt bal, der be
gyndte ved 20 tiden. Børneballer dog kl. 19. »Middag med dans«
var altså en lille tand finere end bal. Til »middag« fik man to
170