7 / 205
C H R I S T I A N S H A V N S G R U N D L Æ G G E L S E O G
Æ L D S T E B Y B Y G N I N G S M Æ S S I G E U D V I K L I N G
A F H E L G E G AM R A TH
INDLEDN ING
I årene mellem Kalmarkrigens afslutning og Kejserkrigens begyn
delse ( 16 13 - 16 2 5 ) nåedes højdepunktet af den bygrundlæggelses-
og bybygningspolitik, som var blevet indledt med Christian IV ’s
regeringstiltrædelse. Den ene by efter den anden skyder op i alle
kanter af landet; i Skåne på grænsen til Blekinge anlægges Kristian-
stad, ved Elben i Holsten grundlægges Gliickstadt, anlægsarbej
derne til en ny by ved Bredsted i Vestslesvig påbegyndes, Norges
senere hovedstad forlægges til Akershus’ umiddelbare nærhed, de
hallandske byer Halmstad og Varberg omreguleres, og endelig ud
vides hovedstadsområdet med Christianshavn.
For hele bygrundlæggelsesaktiviteten i denne periode gjorde der
sig til stadighed to - for det meste indbyrdes harmonerende —mo
tiver gældende, nemlig et økonomisk og et strategisk synspunkt.
Det var for regeringen magtpåliggende dels at sikre det vidtstrakte
dansk-norske riges militære stilling i forholdet til naboerne, dels
indefra at styrke landene ved en aktiv økonomisk politik, der især
tog sigte på byerhvervene og disses udfoldelsesmuligheder.1 Der
kan iøvrigt være grund til at understrege, at det indbyrdes forhold
mellem rigsråd og konge, hvad formuleringen og løsningen af riger
nes økonomiske og militære problemer angår, på grund af de sam
tidige kilders sparsomhed er et yderst kompliceret emne at trænge
ind i. Imidlertid kan der dog næppe herske tvivl om, at det var
Christian IV personligt, der var den ledende kraft ved grundlæg
gelsen af de nye byer.2
7