270 / 359
Skippernes Lavshus i Lille Kongensgade
Hummergade og blev 1701 omdannet til Søkadet-Akademi, for 1727
a t anbringes i Operahuset paa Amalienborg. Det var a ltsaa i
A kadem iet i Hummergade, at P e ter Vessel 1709 blev indskrevet
som Kadet.
I Lille Kongensgade laa Skippernes Lavshus, hvor Navigations
skolen senere havde til Huse, og hvor Sø- og Han delsretten blev
holdt. Og det var her i
sit „W a te rsk o u t“, d. v. s.
H avnekaptains Kontor,
den udmæ rkede P eter
Norden Sølling i 1819
fik anb rag t en 200 *ft.s
Bombe i hvis Top der
var sk a a re t en Spalte,
hvor B randrøret oprinde
lig havde siddet, til Ind
sam ling af frivillige Ga
ver til gamle og udslidte
Søfolk.
Hvad der kom i „Bom
bebøssen“ skulde bruges
til Friboliger. Det kunde
enhver se, som begav sig
ned i Lille Kongensgade
for at glæde sig over
den
gamle Søofficers
p raktiske og menneske-
. kærlige Opfindelse. P aa
Forsiden af Bomben var
der et Maleri af en, som
det hedder, simpel, men
smagfuld Bygning, over
hvilken der stod at læse:
„Fribolig for Matroser“,
og som alt paa Maleriet
blev vist i Virksomhed,
idet en Hoben enbenede
eller enarmede Søfolk var i Fæ rd med at flytte deres Grejer derind.
Naturligvis smykket med det gamle røde og hvide Flag. Og oven
over Maleriet læstes nedenstaaende Vers med Hentydning til det i
den Tid saa nære Bombardement af København og til den efte r
følgende Indlevering af Flaaden, Danm arks Stolthed og Værn, der
vel næppe noget Sted i Byen havde sat Sindene i saa voldsom og
harmdirrende Bevægelse som her.
Verset havde den gamle Sømand selv lavet. Det fortælles, at
han var g aaet til Baggesen, „Knud S jæ llandsfar“, for a t faa et
rigtigt Vers af en rigtig Digter til at sæ tte paa sin Bom
bebøsse. Og det kan nok passe; ti at Baggesen var
en Ven af Sølling, faar vi at vide af „Genganger
b revene“ „Knud — gamle Sollings Ven!“ Hvad
Baggesen alias Knud digtede, kender vi ikke, men
Sølling syntes ikke om det. Det duer ikke, har
han sagt, der er ingen Saltvand, i det. Og saa
m aatte han selv op paa Pegasen:
Med Bomber Skib og Gods og Hus kapsejses,
Af denne derimod skal Jer et Hus oprejses.
N aar man faar at vide, a t k a p s e j s e i Sømands
sproget betyder at vælte, slaa overende, vil man
indrømme, at det var et saa fortræffeligt Vers
til Bombebøssen, som tænkes kunde, og det ind
rømmede Baggesen da ogsaa.
Bombebøssen blev hurtig spækket med Gaver
en Opfordring til „Københavns Koffardi-Folk“ endte den
stadig praktiske Sølling med at sige: „Paa det at Bøssen
ej skal blive fyldt med Kobberpenge, saa ønskedes, at
hvad l give, giv det i Sølv, lidt eller meget. I hellig
Forvaring skal det blive, og Ingen skal lettelig løbe af med
Bøssen“. Hvilket sikkert — i B etragtning af at den vejede 200 ‘ft
— var rigtigt nok.
Allerede 1825 kunde Stiftelsen tages i Brug. Der var indkom
met saa rigelige Bidrag, a t Sølling havde kunnet købe Huset paa
H jørnet af Dybensgade og Skvaldergade, hvor der foreløbig blev
in d rettet 32 Værelser og 6 Kokkener. Senere flyttedes den til
Christianshavn og findes nu i Overgaden o. V. Nr. 48, hvor den
gamle Bombe og en Medaillon af Sølling findes anbragt i Muren.
Og saa m eget har den sam let ind i Tidens Løb, a t dens Formue
rige.
nu beløber sig til om tre n t 700,000 Kr. — N aar vi forledte af
Verset i „Gen gan gerb revet“ har kaldt Sølling gammel, m aa vi
h u rtig t hale i Land og bede om Undskyldning, ti gammel vilde
han ikke være. Da Norge i 1814 blev skilt fra D anm ark, gik
en Del af de norskfødte Embedsmænd med L andet over til Sve-
Men det kunde Sølling ikke bekvemme sig til. Han tog
til København og gik til
Kongen,
der
tak k e d e
ham, fordi han havde
b ra g t det Offer a t op
give sin Stilling i Norge,
ihvorvel han jo godt vid
ste, a t det vilde blive
vanskeligt for ham at
opnaa en lignende i D an
mark, især da han jo
var i en noget frem ry k
k e t Alder.
„ F rem ry k k e t Alder —
Deres Majestæt! — kun
56, og affældig vil Deres
M ajestæ t vel ikke kalde
m ig ? “
Og inden F rederik VI
var bleven k lar over Si
tuationen, havde Sølling
sm idt sin Uniformskjole,
Sabel og trek an ted e H at
og slog en Række Ho
ved-, K raft- og Ryg
spring foran den for
bavsede Konge, der ikke
kunde faa andet frem
end ,,hva’ — hva’ — hva’
— hva’ skal det sig e ? “
„Det skal sige, a t jeg
Teksten).
ßr rag j. o g r ø rjg 0 g k la r
et Slag for min Konge og m it Fædreland, naar det
Kommandør Peter
Norden Sølling
(se Teksten).
til at slaa
skal være. — Men for Resten m aa jeg bede Deres Majestæ t tage
dette h er op i den bedste Mening“.
„Haa — h a a ! “ lo Kongen, „ naa saa det var Meningen. Jeg
skal se, hvad jeg kan gøre for Dem. De er en K rabatfyr, Kom
mandør S ølling!“
Og Kongen holdt sit Ord. Sølling beholdt sin Charge og blev
1819 W a te rs k o u t i København.
A aret efter a t Bombebøssens Hus var tag e t i Brug, tiltra k en
Ejendom i Nærheden, Stedet Nr. 15, vistnok, i Laksegade
sig Københavnernes Opmærksomhed og holdt den fangen
i hele o tte Dage. Og det veed enhver, som kender
lid t til d ette letbevægelige Folkefærd, at det horer
der noget til.
Det fløj en skønne Dag i September som en Lø
beild gennem Byen, a t Fanden var los i L akse
gade.
Kartofler og Klodstørv, Kakkelovnsbrænde og
Brosten, udsendt af usynlige Hæ nder fløj om
A ftenen gennem Luften i Gaarden til bemældte
Hus og syntes særlig a t have Gaard vi nduerne
i en bestem t Mands Lejlighed til Maal. Snart kom
de fra Loftslugerne, sn a rt fra Kælderen, undertiden
ledsaget af en uhyggelig, haarrejsende L atter, u n
d ertiden af en skingrende Sang p a a en af Tidens
populære Melodier.
Og af og til fulgte der opmun
trende eller skræmmende Ord med til den forfulgte
Lejer, stadig i Udtryk, som viste, a t den usynlige Djævel
talte godt uforfalsket Gammel-Strand-Københavnsk.
Politiet, som naturligvis kom til, stod magtesløst og
m aa tte finde sig i mangen en haanlig Tiltale fra Gammel-Erik.
Jacob Davidsen, fra hvem vi h ar Beretningen, stod selv som
13 Aars Dreng og hørte med egne Øren, hvor gruelig respektløs
den Onde tiltalte de udmærkede Politimænd. Ja, endog u n d er
stod sig til at true med at komme og hente selve P o litid irek
tøren, Kærulff, som han sagde var lige moden til Helvede.
At Fanden virkelig var løs i Laksegade, var for de fleste af de
mange Mennesker, som daglig gav Møde paa Stedet, en given
Sag. Og Begivenheden udpyntet og beriget med en Mængde
mærkelige Træk, satte København paa den anden Ende,
270