266 / 359
Om Klaus Biehls og Madam Augsburgs V instuer — N avnet V in
stue, Te- eller Kaffehus dæ kkede i hin Tid det samme Begreb,
som vi nu forbinder med Kafee og R estau ra n t — h a r vi nogle
Oplysninger, gennem hvilke vi læ rer lidt af Livet p a a saadanne
Steder a t kende, hvilket ellers ikke falder ofte for. Beskrivelsen
a f den sidste turde, selv om der ligger henved 100 Aar imellem,
p a a Grund af Datidens Vedhængen ved det Gamle danne den b ed
ste Indledning til Omtalen af den forste. Vi giver derfor Ordet
til gamle Jacob Davidsen, der har sin Viden fra gamle stedkendte
Folk.
„Det er en V interaften. Sneen fyger udenfor, og i den store
Kakkelovn, hvis Tromle bæ rer Aarstallet 1788, flammer Ilden ly
stigt. Den rummelige, men temmelig lave Stue er fuld af Gæster
for største Delen h ø
rende til Borgerklasser
ne, Købmænd, Haand-
væ rkere og et P a r e n
k elte Embedsmænd i
Cancelliet. De fleste
have et P ræ g af Ad
stadighed og er enten
gifte Folk eller P e b e r
svende. Der ses kun
faa unge M e n n e sk er;
disse søgte helst paa
B illardstuerne eller paa
m indre hyggelige S te
der som Danseboderne.
Med Sædeligheden var
det dengang ikke syn
derlig bedre bevendt
end nu, og Udskejel
serne fa ttedes i hvert
Fald nyere Tiders mere
forfinede Præg.
Gæsterne hos M ad a
me Augsburg viste i
deres K læ dedragt Over
gangen mellem F o rti
den og den nyere Tid.
Der var ældre Folk
som endnu b a r den
bredskødede Kjole af
b ru n t eller chokolade
fa rv et Klæde, med sto
re Klapper p a a Siderne
ug med blaalige Staal-
knapper, Fløjels eller
Skægges Knæ ben klæ
der, stribede Bomulds
strømper,
Sko
med
Spænder af Sølv eller
Staal, b roderet Hals
klud, P a ry k med Buk
ler og Pisk i Nakken.
Andre var iført Livkjo
le med høj Krave op i
N a k k en og kort Liv,
stramme Benklæder af
gult eller g raat Kor-
duroy, som stak ned i blanke Wellington-Støvler med Kvaster
eller i gulkravede Kuskestøvler. Alle havde de U rkæ der med en
Masse Berlokker og Signeter af ægte eller uægte Metal. Nogle
havde endog to Ure med Kæder, en p a a hver Side, hængende
fra Urlommerne ned over Benklæderne.
I øvrigt var det re t vanskeligt a t skælne Form, Snit og Farve
af D ragterne paa Madame Augsburgs Gæster. Ti Belysningen i
Stuen var m eget tarv elig: to eller tre Spædelys i Bliklysestager
med den uundværlige Lysesaks hensat paa grøntmalede F y rre
træsborde, medens to Lys af samme Slags var a n b rag t i Lyse
piber foran blankpolerede, skaalformede Messingplader, der h ang
p a a Væggen, — en e fter Datidens Forhold meget anstændig Be
lysning. Gæsterne viste sig dog kun i et mystisk Halvmørke, der
ikke blev lettere ved Tobakshvirvlerne, der opsteg fra hver af
Gæsternes Kridtpibe — i Reglen stoppet med „De beste Tabac
under de Sonne“ — og samlede sig i tæ tte T aager over Bordene
med deres Besætning af Rødvins-, Portvins- eller Puncheglas —
Toddy kendtes ikke, Cognac eller W hisk y lige saa lidt. —
Folk spillede Kort, snakkede om Bynyt og Skandaler, og om
T ea te r og Ulykker eller hørte p a a den bestaltede Oplæser, som
hver A ften forelæste „S tatstid en d e “ eller „Dagens“ ikke meget
indgaaende B eretn in g om hvad der gik for sig derude i den store
Verden, medens han ledsagede sin Oplæsning med Forklaringer
og oplysende Meddelelser, som h an skønnede, a t h ans T ilhører
kunde træ ng e til.
Madame Augsburg selv, en gammel Kone med p ibet Kappe,
Tour, Hvergarnskjole og altid et skinnende hvidt Forklæde, lod
sig kun sjæ ldent se. I V instuen var det P e ter der tog sig af
Gæ sterne.“
Ovenstaaende sandfæ rdige Beskrivelse af en V instue i de Dage,
føjer vor H jemm els
m and til, passer paa
næ sten alle daværende
københavnske B e væ rt
ningssteder. Om nogen
luksuriøs
Udstyrelse
var der aldrig Tale, ej
heller p a a de Steder,
hvor der serveredes
varm Mad. Dækketøj
ke n d te man ik k e til.
Man spiste i Reglen
ved sm aa Borde, b e
dæ k k e t med Voksdug,
og Serviet fik m an kun
p a a de fineste Steder.
Servicet selv v ar saa
tarv e lig t som muligt,
Knive og Gafler i en
m aadelig T ilstand og
en Plat-de-m enage en
u k e n d t Luksus.
Men
e t Saltkar, e t Glas el
ler en Kop med Sen-
nop sam t en Peberbøsse
fandtes paa h v ert Bord.
I Modsætning til N u ti
den serveredes der baa-
de hele og halve P o r
tioner Mad.
Det var stillestaaende
Tider, og der har næppe
væ ret stor Forskel p aa
In terieu re t af køb en
havnske V instuer og
B evæ rtninger i Begyn
delsen og i Slutningen
af Aarhundredet. No
get n y t b ragte vel de
franske Kokke, som vi
kender nogle af som
Cabo, Pèche og Tyou
fra Holberg, idet Kø
benhavnerne
gennem
dem blev ken dt med
en mere pyntelig Ser
vering og med deres
H jem lands lettere og mere kræsne Retter. Men medens vore Pariser-
farere, som Jean de France, sik k ert mente, a t de m a a tte svelte
ihjel, om ikke der til a lt Held var franske Kokke i Byen, holdt
H jemmemenneskerne sig helst til det tilvan te og gamm elkendte
og fo retrak med Pierre a t spise hos Mester Jacob — antagelig
Mester Jacob Godske, der boede i Dybensgade nuv. Nr. 21 —
hvor man fik baade mere og bedre Mad end hos de franske Kokke.
At m an forstod sig p a a a t spise i København leverer Apicius
Bevis for i „Den Vægelsindede“, endda med den Indledning: „Det
v ar par Dieu billigt nok! L ad m ig se: En Hønsesuppe med Bol
ler, en K alkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en
M andeltæ rte og dertil forskellige smaa B iretter — alt for 1 Rigs
daler pro persona. Man k a n jo aldrig anvende sine Penge bedre.
Det var en herlig Rødvin, vi fik, saa pur, saa syver, som man
k an faa den i Bordeaux, — den Rhinske Vin derimod synes mig
ikke saa vel om. Jeg kunde straks smage, hvor man havde h entet
den. Ikke at jeg vil rose m ig selv, men det kan jeg sige, a t saa
Pot. E lfelt.
Helligaandskirken, set fra Hjørnet af Hyskenstræde Aar 1895.
266