268 / 359
af en Begivenhed som hændte oppe i Kommercekollegiet. En Mand,
der nylig havde b e k læ d t den ansvarsfulde Post som Pave i Klub
ben „Det pavelige Kollegium“, havde en Sag for i bemældte
Kommercekollegium og talte — da han gav Møde for R etten —,
som om han sad paa sin pavelige Stol, med en saadan G ravitet
og Myndighed, a t Assessorerne troede, han var fuld. „Men da de
af R ettens Præ sident, som havde Kundskab om ham, fik at vide,
at han fornylig havde væ ret Pave, blev deres Fortrydelse for
vandlet til L a tte r “ .
Og ude paa Landet sad der en brav og hæderlig Landsbypræst
ved Navn Ursin, der i sine unge Dage havde væ ret et virksomt
Medlem af Klubben under Betegnelsen Kardinal Orsini. E fter
hans Død fandt man i en af hans Skuffer et Brev til ham skrevet
i pavelig Stil og underskreven med Navnet Odeschalki. Den nid
kære Provst, som paa Embeds Vegne fik det i Hænde, lugtede øje
blikkelig som en renlivet L u theran er den fæle Stank af Katholicisme
og sendte sporenstregs det krim inelle Brev til sin Biskop. Men
samme Pave m aa have væ ret en stæ rk Patrio t. Alt de tte kunde
jeg nok have fundet mig i, men de mange Skaaler, som blev
tømte, stod mig ikke a n “.
At Holberg dog ogsaa som udenfor staaende gjorde lidt Spøg
med det pavelige Kollegium, fremgå ar af et Andragende, som han
selv meddeler, h an indsendte til Kollegiet, om at faa Helten i
sit berømte Digt, Ped er Paars, kanoniceret. Det blev ik k e til
noget, ti straks e fter — omkring ved Aar 1720
gik Selskabet
ind, Paven forlod sit Sæde, K ardinalerne m istede deres Titler,
det hele opløstes — men Fortu n stræd e ligger der endnu med
baade Nr. 1 og Nr. 3, men i en sørgelig forandret og kedsomme
lig Skikkelse.
Den Del af København, vi her beskæ ftiger os med, kunde ikke
siges at udmæ rke sig i nogen særlig Grad ved Dyd. Det er i
Reglen sjældent T ilfæ ldet med de Kvarterer, som i større Byer
ligger i Næ rheden af Havnen — om det skulde give b e rettig e t
Det Indre af Helllgaandshuset ved Helligaandsklrken, grundlagt ca. 1296, — fra 1474 til 1530 Augustiner-Kloster, hvorefter det omdannedes til Hospital
(se
Teksten
denne kendte lidt til Klubben og dens Ejendommeligheder og
beroligede sin tjenstivrige Provst med at det hele var Løjer.
„Medens d ette Societet stod ved M agt“, fortæller Holberg,
„blev jeg en og anden Gang inviteret til at være Lem deraf;
men som jeg allerede havde begyndt at afsondre mig fra store
og vidtløftige Selskaber, undskyldte jeg mig dog stedse derfor.
Saa at det var min egen Skyld og jeg stod mig selv i Lyset, at
jeg ikke da blev K ardinal; dog bivaanede jeg to eller tre Gange
Societetet som Honorarius, og gav jeg da Agt p a a alt, hvad som
forhandledes, findende alting at være overensstemmende med hvad,
som jeg tilforn havde hort. Ti d ette Konsistorium gjorde ikke
saad an t Mystère af Bagateller som det paafulgte Frimurerselskab.
Hvad som derudi behagede mig, var dette, at man frem satte a d
skillige nyttige Sporgsmaal, hvilke ved næste Session bleve resol
verede. Og var da Pavens Decision, som billigt, af stor Vægt,
eftersom h an domte — som man siger —
e cathedra.
Det øvrige
bestod alene udi kortvarige Ceremonier. Der blev f. Eks. d rukket
afdøde Heltes Skaal, og en Lovsang blev afsunget til Æ re for
den udi Historien bekendte Stærkodder, hvilken Paven havde
ladet kanonicere, efterdi der findes udi Erici Pomerani Krønike,
a t samme Helt engang havde gjort en Natstol af fire tyske Kæm
per, som han havde overvundet. Og giver dette til Kende, at
eenere).
Anledning til at tro, at Folk, der bor længere ind ad Landet til,
skulde være mere dydige, tu rd e dog vist være tvivlsomt.
E rfarne Mænd vil vide, at der ik ku n er en kort D istance fra
Bachus til Venus. Mulig h ar de Mænd, der h ar frem sat denne
Sentens, særlig h e n te t deres E rfaring fra det Kvarter, hvis H isto
rie vi her behandler. Ti det skal ikke nægtes, at der fandtes
mangfoldige Smuthuller for Venus vulgivaga Side om Side med
Bachi Templer, — ja vi h ar foran set, at selve den ældgam le
Kirke, som K varteret var vokset op omkring med b aade ondt og
godt, skident og rent, med sin ene Hjørnepille stivede sig af paa
et af disse Huse. Saa det var ikke altid, at Venus-Præstinderne
søgte de mørke Smuthuller. Ja, hvis man kan tro Charlotte
Dorothea Biehl — hvad man e fte rh aan d en opdager, man kan,
over alt hvor hun lader sig kontrollere —, kunde man stundom
n a ar N atten havde bredet sine Vinger, finde adskillige af dem
ovre paa den anden Side Kanalen, p aa selve Kongens Slot. E n
kelte af dem blev endog ved den kongelige Naade højt ophøjet
over alle deres Søstre. Saaledes den berygtede Madame Dyssel,
„der for tree Maaneder siden ikke havde det, hun kunde skjule
sig i “, men nu (1751) „havde et stort bekvem t Hus i Boldhusgade
p aa det prægtigste møbleret og V induerne bedækkede med de
rareste og kostbareste Blomster“.
268