264 / 359
om uden for Byen
og
stor Skade anrettedes baade til Lands og
til Søs.
Spiret p aa St. Nicolai faldt saa uheldigt, at det lagde sig paa
langs ad K irketaget, hvorved det slog Hvælvingerne itu.
Men
Kirken vandt ved Istandsættelsen, den blev „meget herligere b y g
g e t“ end tilforn, og meget lysere. Det var sagtens ved denne
Reparation af Kirken, at den blev prydet med 24 Kobbertavler
mellem Pillerne i Koret, der forestillede P atriark ern e, Profeterne,
Apostle og Evangelister sam t var prydet med Christian IV.s k ro
nede N av n etræ k og derfor antagelig en Gave fra ham. Foreløbig
kom der dog ikke noget Spir paa igen, men T aa rn et blev dæ k k et
med et fladt pyram idalsk Tag.
Og saaledes stod det til
1663,
da et nyt Spir blev sat op med
Obelisker og Kugler og Pyramider og megen Forgyldning. Det
vakte stor Beundring og glædede Københavnernes Øje til
5.
Juni
1795.
Da faldt det - ikke for Storm men for Brand.
Den nævnte Dag Kl. 3 om E fterm iddagen udbrød der Ild i
„Delhaugen“ , d. v. s. en Oplagsplads for Brædder („Deler“) og
P lan k er paa Væ rfte t paa Gammelholm. Den rummede tillige en
Mængde tjæ rede Træ skure og mange Kulbunker.
Ilden begyndte i et Skur, der har staaet, om trent hvor m an nu
finder Baghuset til Niels Juelsgade Nr. 7. Det var en meget tør
Sommer og det blæste ulykkeligvis den Dag en frisk Kuling af
Øst, altsaa ind over Byen.
Da Ilden først havde faaet fat i det brændbare Materiale, lod
den sig ikke standse. Væ rftets Bygninger var —' til Dels som
det synes p a a Grund af slet Samarbejde mellem Flaadens M an d
sk ab og Brandvæsenet — tillige sn art antændte, Adm iralitets
bygningen, der •laa hvor m an nu finder Nationalbanken, stod i
Flamm er med Hovedmagasinet med sin Midterpavillon — den
senere Studenterforening.
P aa Toppen af det høje, spidst tillø
bende Tag stod en Neptunfigur af Træ.
Ogsaa den stod i lys
Lue, og da T aget styrtede sammen, slyngedes denne Figur over
over. p a a den anden Side Holmens Kanal — der dengang var en
virkelig Kanal, Christian IV's gamle Revier — og stak en Del
Tømmer, der la a ved Bolværket, i Brand.
E t Øjeblik efter viste Ilden sig i Peschiers Gaard — nu L an d
mandsbanken ; her blev den ganske vist snart slukket, men havde
forinden fundet Vej til K v a rteret bagved med dets ualm indelig
smalle Gader. Inden m an kunde besinde, sig, viste der sig Røg
fra T ag ry ttere n — Spiret paa T agryggen — p a a St. Nicolai.
Det var ingen ringere end Kronprinsregenten selv, der havde
observeret Røgen, og som gav Brandmajoren Boye-.Junge Ordre
til uopholdelig at b.egive sig derhen og lade „Trykværket“ sætte
i Gang.
T rykvæ rket var en af Københavns Mærkværdigheder og skulde
nu staa sin Prøve. Det var en Bygning, der laa p aa H jørnet af
K irkegaarden i Vinklen mellem Hvælvingen og Vingaardsstræde,
med et Pumpe- eller T rykværk, hvorfra Vandet i Brandslanger
kunde try k kes op i Kirkens T aarn og p a a dets Loft.
Ved en
Brandslange paa 400 Alens Længde kunde T ry k k et give 1 Tønde
Vand i Minuttet, p aa kortere Afstand b etydeligt mere. Saa her
mente man endelig a t man skulde kunne fa a Bugt med Ilden.
Men der var desværre ogsaa andre, der havde faae t Øje paa,
a t der slog Røg ud fra T agrytteren. Og Kirkens værdige Over-
graver var ledsaget af sin Adj utant, Graverkarlen, steget op p aa
Loftet for — som en alvorlig og besindig Embedsmand — at for
visse sig om, at der virkelig var Ild, som Røgen lod formode.
Men da den udmærkede Overgraver — der ved denne Lejlighed
bar sig ad som en Klokker — hverken kunde se Ild eller Røg
inde p a a Loftet, m ente h an den hellige Grav vel forvaret, gik
ned igen, laasede Døren forsvarligt af og synes at varne gaaet
h en a t se paa Ilden henne p a a Holmen med Følelsen af at have
gjort sin Pligt.
Borte var han i alt Fald, da Brandmajorens Næ stkomm ande
rende, V icebrandmajor B randemann — det lyder som det var en
Farce, men vi er strengt historiske, et Øjeblik senere kom med
sine Folk og vilde føre Brandslangen op paa Loftet. Og hvad
der var det værste, Nøglen var ogsaa borte — den havde Over
graveren i Lommen — og Døren til T a a rn e t var gjort saa solidt,
a t den i lang Tid modstod alle Øksehug og Brækjern — saa længe
i alt Fald, at ikke blot T agrytteren, men selve T aarn ets Spir
snart stod i Flammer.
En af de Mænd, der var oppe i T aa rn et for mulig derfra at
blive Herre over Ildhavet, fortæller, hvorledes han p a a Nedvejen
fra T aarn et gik ind oven paa Kirkens Orgelværk for endnu e n
gang a t kaste et Blik ud over den skønne, dødsdømte Kirke.
„Gennem Lydhullerne i Hvælvingen kunde de se Flammerne rase
inde paa Loftet; af og til faldt Gnister igennem og sank sagte,
som smaa Stjerner, ned paa Gulvet“.
Som en Kæmpefakkel flammede Spiret over Byen, og Kl. S'/a
styrtede det ned, Vester over og tændte i samme Nu Husene under
neden i Kirkestræde og Store Færgestræde.
Og buldrende og flammende jog Ilden videre ud over Byen
mellem Amagertorv og GI. Strand.
Men endnu inden Spiret faldt, havde Ilden faaet fat i de snævre
Gader mod Syd, saa hele Kvarteret mellem Vingaardsstræde og
Holmens Kanal var som et stort Ildhav. Her blev kun Holmens
Kirke reddet ved Brandkaptain Petermanns Anstrengelser. Af
den hele Bebyggelse omkring St. Nicolai Kirke blev kun Husene
i Østergade reddet — dog med Undtagelse af Wilsters, siden
Egholms — tillige med Husene i Lille Kongensgade og dens
Tværgader samt den nordlige Husrække i Vingaardsstræde.
Til St. Nicolai Kirke og Kirkegaard knytter sig Mindet om
mange Begivenheder i Københavns Historie. P aa Kirkegaarden,
der oprindelig strakte sig mod Nord op til og formodentlig ud
over nuværende Østergade, mod Øst omtrent til Holmensgade og
mod Syd til Stranden, samledes Byens Borgere i
1294,
da de
havde rejst sig mod Biskoppen, — Byens haarde Herre, — til et Oprør,
som dog blev dæmpet og endte med endnu større Underkuelse
for Borgernes Vedkommende end før. Og ved Hansestædernes
Overfald
1248
og
1368
er St. Nicolai vel bleven plyndret og ode
lagt som de andre Kirker og Byen i det hele.
Under Reformationen var St. Nicolai i lang Tid Midtpunktet
for Bevægelsen, særlig da Hans Tausen
i 1529
var bleven Præst
ved Kirken.
Om K irkegaarden og dens Benyttelse baade som Tømmerplads
og Alfarvej er ta lt foran.
Da T aa rn et var bleven m u ret op i
1582—92, blev der opført de endnu staaende Stræbepiller for a t
støtte det. Disses Opførelse m aa være bleven anset for en absolut
Nødvendighed. Ti til den sydligste af de to Stræbepiller paa
T aarn ets Vestfacade var der saa lille Plads, at Pillen, da den
var m u ret op, fyldte helt op mellem T a a rn e t og H jørnehuset af
Kii'kestræde ligeoverfor, saa al Færdsel her blev spærret. For dog
a t gøre det m uligt for Fodgængere at komme fra Østergade ned
til V ingaardsstræ de uden at behøve a t gaa gennem Holmensgade
eller Færgestræde, blev der b ru d t en Aabning i Pillen, — den
var senere i lang Tid Stade for en Amagerkone og ses der den
Dag i Dag — og det er denne „Hvælving“, der h ar givet Gaden
det Navn, som endnu ikke er forsvundet og som ikke bør for
svinde.
■ Men denne Passage var der ikke længer Brug for, da H jørne
huset forsvandt.
Det gjorde det i Bund og Grund ved Branden.
Men allerede i 1771 var det blevet saa medtaget, at der synes
a t have væ ret Passage uden om Pillen. Det skete N a tte n til 17.
Januar, da Folket gav sin Henrykkelse over Struensees Fald Luft.
Det gik særlig ud over de mange U tugtshuse her i Kvarteret,
„Glædeshuse“, som de kaldtes med en ubevidst og b itte r Ironi.
Og det synes altsaa, som om dette K irken saa næ rstaaende H jø rn e -
hus h a r hørt til de berygtede Huse.
En Mængde Mænd, hvis Navne har Betydning i Danmarks H i
storie, er bleven begravet her i Kirken. Vi skal blot nævne for
skellige Medlemmer af Kunstnerfam ilien Stenvinkel, Rigshof
mesteren Joachim Gersdorff, Rigsraad Otto Krag, sam t Niels Ro-
senkrantz, Helten fra det store Udfald i August 1659, og Frederik
Thuresen — alle sammen Mænd, der boede i Sognet. En Sogne
boer skyldte Kirken ogsaa sin prægtige A lte rta v le ; den var malet
af Karel van Mander, som selv ligger begravet i St. Peders Kirke.
Ovre fra Malmø kom 1659 den brave Bartholomæus Mikkelsens
H o v e d ; han blev halshugget for sin Deltagelse i det mislykkede
Forsøg paa at jage Svenskerne ud af Malmø og erobre Byen for
den danske Konge.
Blandt de mange, der begravedes p aa Kirkegaarden, var bl. m.a.
den berømte svenske Stormand Sten Stures Moder og Søster, der
døde her 1524, Grønlands Apostel, Hans Egede, og Københavner
nes Yndling, Holbergskuespillerinden, den dejlige Caroline Amalie
Thielo.
Og fra St. Nicolai Kirke udgik 15. November 1660 Borgernes
Procession til Arvehyldrngen paa Slottets Riddersal.
Man skulde have troet, a t et Sted, der rummede saa mange
historiske Minder, kunde være bleven bevaret paa en sømmeligere
og værdigere Maade, end det skete, da Myndighederne besluttede
sig til a t nedlægge Kirken, nedrive Kirkemuren, med Undtagelse
264