DetKongeligeTeater

D EN S C E N IS K E F R EM ST IL L IN G .

Spørgsmaal, om det egentlig er Qnalificationen af

Æsthetiker, man fortrinsvis bør se hen til.

Et dramatisk Arbeide kan tilfredsstille den æsthe-

tiske Kritiks Krav og dog gjøre liden eller ingen

Virkning ved Fremstillingen, — og et dramatisk Ar

beide kan give den æsthetiske Censur megen og be

grundet Anledning til Udsættelser og dog vise sig

ved Fremstillingen gjennem de udøvende Kunstneres

Opfattelse og Behandling at afvinde ikke blot Mæng

den men virkelig Kunstforstandige stor Interesse (for

ikke at tale om, at den æsthetiske Kritik til Tider

kan være saa bornert eller stagneret, at den vil staa

imod nye Ideer eller Retninger, der ville gjøre sig

gjældende i Kunsten)J). I første Tilfælde kan Æsthe-

tikeren som Theaterdirecteur siges at have feilet, hvis

han antager Stykket, i sidste Tilfælde, hvis han har

forkastet det, — og da vi i begge Tilfælde forudsætte,

at Directeuren har handlet overensstemmende med

velbegrundede æsthetiske Anskuelser, saa tyder dette

hen paa, at der er noget Andet og Mere end det

æsthetiske Princip, vi skulle attraa hos den, der som

kunstforstandig skulde søges til at styre Theatret,

idet der i selve Valget af Repertoiret viser sig at

være et andet, og for Theatrets kunstneriske Udbytte

betydende Hensyn, som maatte ønskes fyldestgjort i

selve Directeuren, — nemlig Hensyn til Skuespil

kunsten.

Directeuren skulde altsaa ikke blot være Æsthe

tiker, men ogsaa Dramaturg i videste Forstand —

han skal forstaa sig paa Skuespilkunsten; — han

skal kunne bedømme et Stykke ikke blot som rent

b Her kunde det være værd at minde om de heibergske

Vaudevillers tidligste Historie paa vor Scene.