32 / 362
D EN SC E N IS K E F R EM ST IL L IN G .
15
æsthetisk Dommer, ikke blot med Hensyn til Spørgs-
maalet om, hvorvidt dette Arbeide i og for sig vil
egne sig til Fremstilling paa Scenen, men ogsaa —
og dette er for Theatret med dets Opgave: den le
vende Fremstilling en Hovedsag — kunne afgjøre og
give Anvisning paa, hvorledes det bør og skal ud
føres i sin Helhed og i Enkelthederne, for at den
sceniske Virkning tilfulde kan naaes; — dette vil
da altsaa sige, at Directeuren skal være fortrolig med
Skuespilkunsten og det hele Theaterapparats rette Be
nyttelse. — Ogsaa i finantsiel Henseende vil det være
af stor Betydning for Theatret, at Directeuren kan
tilfredsstille dette Krav; thi først ved en saadan Ind
sigt i Fremstillingskunsten vil Directeuren blive istand
til at have en tilforladelig Dom om, hvorvidt et givet
Stykke under de forhaandenværende Forhold vil kunne
vente at gjøre Succes og holde sig paa Repertoiret,
og Theatret derved sikres mod at slide sine Kræfter
op paa at forberede og indstudere Stykker, som mangle
Levedygtighed, men som, naar de maa henlægges,
efterlade et Hul i Repertoiret, som det ikke altid er
let i en Hast at udfylde med Andet. Vi have ikke
mange Æsthetikere ex professo og færre Dramaturger;
men om der vil findes en Æsthetiker, som tillige
besidder den Indsigt i selve Skuespillerens Kunst,
som efter det Foranførte maatte attraaes, turde være
en stor Sjeldenhed. Ganske vist er man i Publicum
tilbøielig til at tiltro Æsthetikeren som saadan denne
Indsigt, men dette beroer vistnok oftest paa en Mis-
forstaaelse.
Theaterhistorien har Exempler paa, hvorlidet selv
betydende dramatiske Forfattere have anet, hvad store
Skuespillere have bragt ud af de Personer, Forfatte
ren har leveret dem, og hvor ganske anderledes For