333 / 362
3 1 6
CHRISTENSEN.
stillingen om min Afsked, fordi han fandt, at der
gjordes Uret mod mig i Betragtning af den Dygtighed,
jeg havde udvist, og de Fortjenester jeg havde ind
lagt mig af Administrationen. — Han betænkte sig
endnu i sidste Øieblik paa at underskrive — men nu
maatte det jo ske.3)
Men, som sagt, jeg har aldrig følt min Afskedigelse
som en Uret mod mig, ikke engang, naar jeg har
betænkt den Eiendommelighed, at medens Andre
gjerne blive afskedigede naar Tingene gaa galt,
blev jeg afskediget om ikke fordi saa dog netop
i
det Øieblik, det viste sig, at Alt begyndte at gaa
godt, saaledes som endog Fædrelandets Anmelder
„106“ havde maattet erkjende; — men om den hele
Omordning, som Monrad foretog med Bestyrelsen,
ikke har været en Forsyndelse mod Theatret er et
andet Spørgsmaal —; derimod maatte det være mig
en stor Tilfredsstillelse iigeoverfor de mange Angreb
og den megen Dadel, jeg fra adskillige Sider havde
været Gjenstand for, at modtage Vidnesbyrd om, at
der ogsaa fra adskillige Sider mødte mig enPaaskjøn-
1) A t det virkelig havde væ ret Monrads Anskuelse, a t der
gjordes mig U ret, derpaa modtog jeg mange A ar senere et
afgjørende Bevis. Da jeg nem lig i en ganske anden Anled
ning havde tilsk rev et ham i M arts
1872
, bemæ rkede han i
sit Svar bland t Andet Følgende: „De h a r altid staaet for
mig som en ualm indelig forretningsdygtig Mand, over hvis
V irksomhed der v ar udbredt en med T ak t forbunden F risk
hed og Kaskhed, der havde en heldig Indflydelse paa Sa
gernes Gang. Je g handlede efter hedste Overbeviisning,
da jeg fjæ rnede Dem fra en Stilling, som De havde faaet
kjæ r. —
Je g m aa im idlertid indrømme, a t efter vore
Forhold v ar min Behandling af Dem noget haard, og n aar
jeg h a r tæ n k t paa hine gamle Dage, h a r jeg i Forholdet til
Dem staaet som den, hvem der v ar Noget a t tilgive1,1. . . .