331 / 362
3 1 4
HØBDT.
(Høedt) havde til Evidens godtgjort, at han besad en
Evne til at lede Theatrets kunstneriske Udvikling,
som man hverken før eller senere har fundet hos
nogen Anden, og trods det, at han af en anden Mi
nister var tilbudt en dertil svarende Stilling, — alt
dette maa det vistnok have været haardt nok for
Høedt selv at gjennemgaa. Var det imidlertid ene
dette, der handledes om, hvorledes Høedt var bleven
medhandlet af en Directeur, af Publicum og af en
Minister, kunde man vel slaaet sig til Eo med en
Beklagelse af en ublid Skjæbne, der havde rammet
ham som saa mangen Anden,
og som Høedt vedsin
egen Adfærd vel og kunde findes at have nogen
Skyld i; men for dem, der havde aabentBlik og sand
Interesse for Theatrets Fremtid og Kunstens Trivsel,
maatte det Passerede langt mere vække Bedrøvelse
og Sorg over at se en lovende Fremtid for Theatret
forspildt ved Ukyndighed hos de Styrende, Brutalitet
hos Publicum.
Da den Heibergske Indflydelse var forsvunden og
der i 1866 skulde træffes nyt Valg af en Bestyrelse
for det kgl. Theater, levede der dog endnu saamegen
Erindring omHøedt —den eneste virkelige Capacitet i
Theaterfaget —at den daværende Minister paa Andres
Tilskyndelse samtykkede i, at der blev gjort Forsøg
paa at etablere en ny combineret Bestyrelse med
Høedt som Deltager. Saavidt mig bekjendt blev der
ogsaa underhaanden af Andre med Ministerens Bemyn
digelse indledet Forhandling med Høedt om at ind
træde i en sligBestyrelse, og Høedt var dengang vistnok
heller ikke uvillig hertil, menindennogennærmereAfgjø-
relse var truffen, havde den daværende Minister, som
ikke blot savnede al virkelig Indsigt i og Interesse
for Theatrets Anliggender, men hvem det formentlig