DetKongeligeTeater

D IR E C T E U R E N S P ER SO N LIG H ED .

Lidenskabeligliedens Aand, som Directeuren ikke let

ganske undgaaer at blive berørt af, og dog maa ban

fremfor Alt nndgaa at aabenbare, at ogsaa han be

sidder almenmenneskelige Svagheder; han maa væbne

sig med Taalmodighed og Sagtmodighed ligeoverfor

Udbrud af Vrede og Indignation ; han maa være be

redt paa til enhver Tid at offre sin personlige Be

hagelighed for Andres, og især ikke i fornem Følelse

af sin Værdighed ombytte et hjærteligt og velvilligt

Forhold med Kulde og Fornemhed, — det er jo ikke

heri, at den sande Overlegenhed skal vise sig Den

dygtige og driftige Directeur, som holder sig paa

denne Vei, vil i Sandhed formaa at holde sit Perso

nale i godt Lune, og han vil da finde beredvillig Un

derstøttelse og Imødekommen til Tjenestens Fremme;

men har Directeuren forladt den her angivne Bane,

da har han aabnet Vei for Forfølgelse og Ohicane,

der tidligt eller sent vil vanskeliggjøre hans Stilling

og virke hindrende paa Theatrets Drift, og det desto

mere, jo mere Theatrets Personale til den givne Tid

bestaaer af Kunstnere, der ikke trænge saa meget til

Theatret som Theatret trænger til dem, og som der

for i Bevidstheden om deres Betydning for Theatret,

og at dets Virksomhed og Held tilsidst afhænger af

dem, ville gjøre Krav paa, at der fra Bestyrelsens

Side skal vises dem som Kunstnere visse Hensyn —

Krav, hvis Berettigelse til en vis Grad man neppe

tør nægte.

Det her berørte Hensyn gjør det endvidere sær

deles ønskeligt, at den, der vælges til Directeur, alle

rede forinden er bekjendt med Theaterforhold og

Theaterliv; i modsat Fald vil han neppe undgaa,

inden han har kunnet vinde fornøden Erfaring i disse,

at begaa Feilgreb, der berede ham Vanskeligheder