119 / 132
116
En anden sørgelig Begivenhed indtraf kort efter.
Der var en ung theologisk Student paa Gaarden,
som havde et underligt sirligt og jomfrueligt Væsen.
Hans af Naturen smukke, krøllede Haar satte han
op i Proptrækkerkrøller, som ellers kun Damer gjør.
Det var sjeldent han kom paa Læsestuen og han
førte et stille, tilbagetrukkent Liv. Vistnok var han
meget flittig og han gav en Del Informationer baade
ude i Byen og paa sit Værelse. Han var altid
venlig og gjorde et behageligt, men aparte Indtryk.
Sær og pigeagtig var han.
Hans Contubernal holdt meget af ham, men
fandt ham lige saa besynderlig som vi andre. Det
var ham paafaldende, at han sædvanligvis kom sent
hjem om Aftenen.
En Aften kom han slet ikke hjem. Det æng
stede hans Contubernal, da han i flere Dage havde
været meget taus og syntes underkastet sjælelige
Lidelser. Flere Gange havde Contubernalen prøvet
paa at opmuntre ham og at vinde hans Fortrolig
hed, for at faa at vide hvad det var, som trykkede
ham. Men det var forgiæves.
Den følgende Dag kom der en Mand og over
bragte Professor Gram et Brev. Manden,» som var
en Møllersvend fra Svanemøllen, fortalte, at han og
de andre Møllersvende den forcgaaende Aften sildigt
havde hørt et Skud falde ved Stranden, ikke langt
fra Mollen. Da det var en mørk sludfuld Novem
beraften, kunde det ikke formodes, at nogen var
paa Jagt. De var derfor gaaet ned til Stranden
med Lygter for at see hvad det kunde være, og
havde fundet en fin ung Mand liggende død med
cn Pistol i Haanden og et Skud gjennem Hovedet.
De havde saa baaret ham op til Møllen og ved at
undersøge hans Lommer havde de fundet to Breve,