120 / 132
det ene til Professor Gram og det andet til en
Dame ude paa Landet.
Professoren læste Drevet, som indeholdt en Med
delelse om, at Brevskriveren vilde begaa Selvmord
af ulykkelig Kjærlighed til en ung Pige, hvis Navn
og Adresse han opgav.
Han havde liere Gange
friet til hende, men hun blev ved at give ham Afslag.
Paa det mest indtrængende havde han tigget hende
om at bønhøre sig. Han havde bedet hende om
at flytte i Huset til hans Moder, som gjerne vilde
tage imod hende. Men det havde altsammen ikke
hjulpet. Han bad sluttelig Professoren om at be
sørge det andet Brev til hans Moder.
Brevet var smukt og godt affattet og det var
rørende at læse det. Professoren begav sig efter
Adressen hen til den unge Pige. Det viste sig, at
hun tilhørte den laveste og mest demoraliserede
Klasse af Kvinder. Da Professoren fortalte hende
om den unge Mands sørgelige Endeligt, ytrede hun
ingen Sorg, men snarere Tilfredshed med at hun,
som hun udtrykte sig, nu var bleven fri for hans
Overhæng.
Man kan ikke nægte, at den Form af Kjærlighed
maa kaldes ulykkelig Kjærlighed.
Det var ufor-
staaeligt for os, der, om vi end ikke kjendte ham
nærmere, dog kjendte noget til ham og havde dan
net os en god Mening om ham, at han, det nette,
ret fine unge Menneske, kunde fatte Kjærlighed til
et Væsen af den Beskaffenhed.
117
Sundhedstilstanden paa Begensen var i det Hele
taget god. Det var sjældent, at nogen af os blev
alvorligt syg. Det hændte ganske vist. Der var