96 / 132
93
(ien i sine yngre Aar virkeligt smukke, men laste
fulde Miss Byrkel. Hvad jeg troer der mest mo
rede os ved disse Sangerinde-Kneiper, var det løjer
lige Publicum, man der traf. Slagterlavets djerve
Svende var de toneangivende, men desforuden var
der unge Handelscommis’er, halvgamle Pebersvende
af forskjellig Rangklasse og andre mere eller mindre
gemytlige ældre Fyre som Stamgjæster. Blandt disse
sidste var der en Mand, som hed Blesberg og som
kaldte sig «præpareret Aaleskindsfabrikant». Denne
besynderlige Titel havde han antaget fordi han
havde gjort den efter hans Mening epokegjørende
Opdagelse, at der ikke i hele Verden findes noget
Stof, der er saa varigt, saa at sige uopslideligt og
uforgængeligt som præpareret Aaleskind. Af dette
sjeldne Stof forarbejdede han Cigarfoderaler, Porte-
monnaier og andre Sager, som han havde sine
Lommer fulde af og solgte til de Personer, han
kom i Snak med.
Datidens Caféer var næsten uden Undtagelse
meget tarvelige og hverken hyggelige eller interes
sante.
Vi søgte dem ikke meget.
Kun engang
imellem kunde vi finde paa at gaae hen i «Himme
rig» eller «Helvede» paa Kjøbmagergade eller paa
«de joniske Øer» paa Kultorvet. Men der var kjede-
ligt. Det var mest for at spille Billard, vi gik der
hen. Havde vi havt et Billard paa Regensen, havde
der ingen Grund været for os til at gaa derhen.
Det kjøbenhavnske høiere Selskabsliv var der
ikke mange af os der havde Adgang til. Da de
fleste af os var fra Provindserne, havde vi kun faa
Familiebekjendtskaber i Hovedstaden. Mange af os
havde heller ikke Klæder dertil. Skulde nogen af
os til Bal, maatte vi gaa derhen. Der var ikke
Raad til Droske. Men det gik meget godt, selv i
daarligt Føre. Saa bandt vi med Seglgarn Aviser