93 / 132
90
Omkostningerne ved disse Vandringer var ikke store.
Man fandt billigt og tarveligt Logis og Bespisning i
Kroerne, hvorimod man ikke, som i «Eventyr paa
Fodreisen», kunde vente at faa Nytte af den private
Gjæstfrihed. Den existerede ikke, undtagen maaske
i de mest afsides liggende Egne. Med de beskedne
Fordringer, som vi stillede til Livet, havde vi me
gen Glæde af saadanne Fodture.
Ved at drage ud langs Sundet opnaaede vi des
uden at kunne tage herlige friske Bade i Øresunds
classiske Vande, der var rene som Krystal. Det
kunde nemlig ikke lade sig gjøre paa Byens Bade
anstalter. Alt smudsigt Vand og Snavs af enhver
Art fra Kjøbenhavns Rendestene og faae, daarlige
Kloaker udtømte sig i Havnen. Deraf fulgte, at
Vandet ved Badeanstalterne var brunt og væmmeligt
og at der flød Cadavere af Hunde, Katte og Rotter,
Halm, Dropper, Kjøkkenatfald, Tjære og andet Snavs
af ubestemmelig Slags, saa at et Bad i dette Svineri
hverken var behageligt eller sundt.
Af de Glæder, vi om Vinteren nød udenfor Re
gensen, var Theatrene devigtigste. Vore Formues-
vilkaar tillode os dog ikke at kommeder saa meget
ofte. Vi gik der naturligvis paa de billigere Pladser.
Det gik ogsaa godt an i det gamle kongelige Theater,
hvor man saae og hørte godt i Parterret, som var
den Plads, vi mest holdt os til. Men i Folketheatret
og Gasino var de hilligere Pladser mindre tillok
kende. Kun naar der giknoget extra mærkværdigt,
gik vi der.
Da f. Ex. Oflfenbachs «den skjønne
Helene* og «Orfeus i Underverdenen» kom frem