95 / 132
92
mest bestikkende Maade; kort sagt: der var Ild i
hendes hele* Apparition, der som en Beruselse med
delte sig til det mandlige Publicum. Damerne brød
sig ikke stort om hende.
Pepita-Manien fandt, som andre epidemiske Syg
domme, ogsaa Vei ind gjennem Begensporten og
angreb flere af os, dog ikke i nogen særdeles be
tænkelig Grad. Men nægtes kan det ikke, at Pe-
pita ogsaa havde gjort mange af os noget skøre i
Hovedet, saa at vi tidt undværede mere nødvendige
Ting, for at blive i Stand til at erhverve os en
Pepita-Billet.
Heldigvis varede denne Pepita-Mani ikke længere
end hendes Ophold varede. Da hun var borte, gik
Sygdommen over af sig selv og efterlod ikke nogen
Svagheds- eller Reconvalescensperiode hos os. —
Nutidens store og pragtfulde Varietéer have ud
viklet sig af Fortidens mere beskedne Café’s chan-
tants og disse igjen af noget, som man kaldte San-
gerinde-Kneiper. Den Tid, vi her tale om, stod
endnu paa Sangerinde-Kneipens Standpunkt. Disse
Anstalter var meget simple. Sangen var baade i
vocal, musikalsk og literair Værdi langt under Nul
punktet.
De Optrædende, saavel Mand/olk som
Fruentimmer, var paa enkelte Undtagelser nær
udannede, ubegavede og umoralske Personer, almin
deligvis af germansk Nationalitet. Legemlig Skjøn-
hed havde de som Regel heller ikke. Lokalerne var
smaa, snavsede og opfyldte med Tobaksrøg, Lampeos
og Toddylugt. De udøvede ikke megen Tiltrækning
paa os.
Men af og til besøgte vi dem dog, i
Mangel af andet, naar der fandtes en enkelt Per
sonlighed i Personalet, som i en eller anden Hen
seende distingverede sig, som f. Ex. en meget anselig
Dame, hvis robuste Skjønhed havde forskaflet hende
som nom d ’artiste Tilnavnet Kjæmpestuden, eller