90 / 132
87
ikke feires af alle, — saa var der i hine længst
forsvundne Dage kun een samlet Grundlovsfest den
5te Juni. Et i Forhold til Byens daværende Stør
relse uhyre stort Optog med Musik og Faner drog
op til Christiansborg Slot og fyldte Ridebanen fra
Colonnaden til Marmorbroen.
Kong Frederik VII
traadte frem ved Balustraden over Colonnaden iført
en gylden Hjelm, oven paa hvilken der laae en
Løve af Sølv, blaa Vaabenfrakke og lueforgyldt
Kyrads, hvide Hjorteskindshandsker, hvis brede Kra
ver naaede ham næsten til Alhuen, og lange, gule
Gedeskinds Støvler med Sporer af monumentale
Dimensioner. Denne meget ureglementerede Dragt
klædte ham godt. Naar Festsangen var sungen og
Festtalen holdt, hvori «Grundlovens ophøiede Giver»
pristes i stærke Ord, brød den forsamlede, af alle
Samfundsklasser sammensatte Mængde ud i de mest
begejstrede Hurraraab. Kongen viste stor Tilfreds
hed med disse historiske Øieblikke, i hvilke han
ret følte sig som den Konge, hvis «Folks Kjærlig-
hed var hans Styrke». Han iførte sig med Held
en imponerende kongelig Værdighed, slog ud med
sin behandskede Haand og holdt en af sine mærke
lige Taler. Disse Taler lignede paafaldendc hinan
den fra Aar til Aar. Indholdsrige var de ikke. De
lød omtrent saaledes: «Tak Børn; det er Eders
Konge en Glæde at see Eder saa talrigt forsamlede.
Gud beskytte Danmark! Gaa nu hjem, og hils Eders
Koner og Børn, Tak!» Skjøndt disse Ord, naar
man, som her, læser dem, ikke indeholdt ret meget,
gjorde de en stor Virkning. Uendelige Jubelraab
fulgte dem, mens man i Henrykkelse svingede Hatte
og Huer. Naar man saae Kongens smukke Skik
kelse og hørte hans høie fyldige Bøst, som med
største Tydelighed hørtes helt hen til Marmorbroen,
og naar man saa tillige betænker, at Folket i det