88 / 132
Lidt efter viser sig Anton Hertel, bredskuldret
og tæt, med lyst, krøllet Haar. Han har været
ude at informere og han skynder sig nu hjem for
at tage fat paa Bøgerne. Flittig er han og faaer
derved Tid til at læse meget andet end Studiet
fører med sig. Der er noget drømmende i hans
levende blaa Øine.
De sige os,‘ at han ha r et
Hjærte, der slaaer varmt for alt Stort og Skjønt,
en Hædersmand, som han er og hele sit Liv har
været, en fuldblods Idealist.
Han standses i Farten af den høie anseelige
Jacob Møller, som svøbende sig i sin høist med
tagne Slobrok, ikke ulig en romersk Senator, gaaer
og venter paa at faa fat i En, for hvem han
kan udvikle den mundtlige Procedures Fortrin for
den skriftlige. Han maatte senere som Herredsfoged
forgæves vente paa den Retsreform, som han ikke
oplevede og som endnu lader vente paa sig.
Der var naturligvis mange andre, jeg ogsaa
kunde nævne og fortælle om og som ligesaa godt
kunde fortjene det. Men man maa bcgrændse sig.
De staae alle for min Erindring som kjære Venner.
Ikke en eneste kan jeg komme ihu, som jeg ikke
har holdt af. Det var fire lykkelige Aar.
Naar jeg nu i Tankerne gjennemgaaer dem, saa
er Antallet af dem, som ere døde, meget stort, hvad
der ikke er saa underligt. Men underligt er det,
at saa mange af dem ere døde i en ung Alder,
uagtet de var sunde og raske unge Mænd og førte
et ordentligt Liv.
Paa den anden Side er det
glædeligt, at jeg ikke har hørt, at det er gaaet
nogen af mine Kammerater fra den Tid rent daar-
ligt her i Verden. Ikke een veed jeg at være gaaet
til Grunde eller have bragt Skam over sig og sine.
At mange have maattet nøies med beskedne Livs