83 / 132
80
lade sig gjøre bagtil. Der mangler det Parti, som
ogsaa Don Hanudos Kjole manglede. Det er hvad
man med et Navn, som ikke altid passede, kaldte
tFlidsattest». Hans Øie straaler af Liv og han hen
ter store Røgskyer op af sin lange Pibe og blæser
dem ud i Luften med synligt Velbehag. Det er
Wichmand. Han er nu Toldinspecteur i Odense.
Han sidder og taler med et ualmindeligt smukt
Menneske med et melankolsk Udtryk i sit fine An
sigt. Det er Nicolai Brun. Han døde ung. Lige-
overfor dem sidder en høi anseelig Skikkelse med
et stort, sort Fuldskæg og mørke Øine, der ligesom
smile ud gjennem hans Pincenez. Denne Pincenez
forlod ham aldrig. Man sagde, at han ogsaa sov
med den paa Næsen. Det er Peter Olaf Benzon.
Han havde som Underlæge været med et af Orlogs
skibene i Vestindien og var saaledes den mest be-
reiste af os. Det gav ham Relief. Men han var
tillige Digter, Forfatter bl. a. til den smukke Sang:
«Jeg satte mig en Aften under Gaardens Lind,
Bladene spire og falde,
Da hvisked det saa lønligt i Øret mig ind:
See, Linden beskygger os alle.
Han var en livsglad og hjertensgod Fyr. Han
døde ogsaa tidligt. — Ved Siden af ham sidder
hans Contubernal Balduin Sørensen. Om ham kunde
man ikke sige, at han var smuk, men hans Ansigt
glemmer man ikke let. Ogsaa han havde en poetisk
Aare. Han og P. O. Benzon kunde tale sammen
paa rimende Alexandrinere. Balduin blev Læge i
Grønland, hvor han var i mange Aar.
Senere
vendte han tilbage og blev Districtslæge. Ogsaa han
er død. — Saa sidder der en høi, mørkhaaret Theo-
logus og morer sig øiensynligt over at høre paa