79 / 132
76
faldet, vovede sif» ud, stod fortabte hist og her og
speidede efter Steder, hvor de kunde passere, me
dens Vandet skyllede dem om Benene.
Enkelte
Sjovere af Kultorvets Sjover-Corporation stillede sig
saa barbenede med opsmøgede Benklæder paa Hjør
nerne og bar, imod en passende Godtgjørelses E r
læggelse Folk over Strømmen og deponerede dem
paa Steder, hvor Vandstanden var mindre høi.
At iagttage dette, især naar det var Damer, var
os en Kilde til megen Fornøielse, da Damerne un
der disse Omstændigheder satte alle Velanstændig-
heds Hensyn til Side og skjørtede op det bedste,
de kunde, medens deres hvide Strømper kom til at
see ud som Karklude.
I godt Veir kunde det hænde, at vi vinkede ad
en Æblekælling eller anden handlende Kælling, der
skraalende af fuld Hals for sine Varer vandrede
forbi Regensen. Naar hun saa for nogle Øieblikke
holdt op med sit Skraal og kom hen under Vinduet,
kjøbte vi Frugt af hende paa den Maade, at vi
firede en Hue, hvori Pengene blev lagt, ned til
hende.
Saa fyldte hun Huen med Frugt og vi
heisede den op til os, — ganske som det endnu
gaar til udenfor Fængslerne i Italien.
Men selv naar alt var stille og intet fra den
ydre Verden lagde Beslag paa vor Interesse, var
Læsestuen et herligt Opholdssted.
Vi drøftede især Æsthetiken, hvortil Bøgerne og
Bladene gav os rig Anledning. I den umilde Aars-
tid var Aftenerne især hyggelige og fremmede vort
indbyrdes Samliv paa den bedste Maade. Alt gik
saa rart. Vi kunde nok disputere, ja vi gjorde det
af Hjertens Lyst; men jeg mindes ikke at have op
levet, at nogen Disput antog en bitter Character
eller udartede til Skjænderi. I Politik var vi i alt
Væsentligt enige. Der var ingen indbyrdes fjendt