75 / 132
72
noget. Kun Grevinde Danner var det svage Punkt.
Hende kunde man ikke fordrage. Man nærede Mis
tanke om, at hun blandede sig i Statsstyrelsen paa
en uheldig Maade, at hun modarbeidede det natio
nal-liberale Ministerium, for at bringe sine egne
Venner til Roret.
Den stærke Bølgegang, der reiste sig mod det
bondevenlige Ministerium Rotwitt, var egentlig rettet
imod Grevinden.
Vi morede os følgelig med at
være vittige paa hendes Bekostning, og hun fik
Skyld for alt det, vi ikke syntes om. Selv Frede
riksborg Slots Brand gav man hende Skyld for.
Nylaarsoptøierne 1859, som adskillige af Regensi
anerne tog Del i, vare rettede mod hende og ikke
mod Kongen.
Sandt at sige, den eneste rigtigt
kraftige Opposition, vi kjendte, var Opposition mod
hende og hvad hendes var.
Man maa dog ikke troe, at vi overhovedet var
stærkt bevægede i politisk Retning. Kun nu og da
blussede vi op. Til dagligt Brug tog vi os ikke
meget nær hvad der gik for sig. Vi havde vor
rare Læsestue og den smukke, hyggelige Gaard.
Der levede vi et lykkeligt Liv, saa fri for den
haarde Verdens Sorger, som man kunde være. Naar
vi havde været ude i Byen til vore Informationer,
Forelæsninger, Middagsmaaltider, Spadseretoure og
andre Forretninger og vi vendte hjem til den gamle
røde Gaard og dens svære Port faldt i efter os, saa
bredte der sig Ro i vort Sind. Vi følte os hjemme.
Det var et Hjem, hvor der var Fred, hvor vi var
blandt vore Nærmeste. Vi udgjorde som en stor
Familie. Regensen var for os en Oase i Tilværel
sens Ørken. Vi kunde gaae op paa vore Værelser
og passe vore Studier, i stille Fred arbejde paa
vor Fremtid. Der var Stilhed. Vel var vi to og
to sammen, men det var just det herlige. De to