73 / 132
70
rive til at drømme, tale og synge om disse Idealer.
Det vilde være ønskeligt, om vi nu i vore Dage
havde nogle Idealer, som vi og et alt overveiende
Flertal af os kunde samle os om.
Sikkert er det nu, at Skandinavismens Idé var
stor og smuk nok til at være Samlingsmærke for
de tre Folk, theoretisk seet. Kjedeligt var det, at
saasnart den skulde vise sig som practisk anvende
lig, saasnart den skulde staae sin Prøve, aldeles
ikke svarede til Forventningerne. Da Tyskland ryk
kede frem til Angreb paa Danmark i 1864, da Bis-
marck knyttede sine store Jernhænder imod det
lille danske Folk, hvor blev Skandinavismen saa af?
Fløiten gik den. Vi blev bedrøvede, fordi vi blev
saa haardt skuffede. Det var en stor Sorg for os,
da vi opdagede, at Skandinavismen var en Taage.
Man kunde see den paa Afstand. Men vilde man
gribe den eller gaa ind i den, saa greb man nubem
pro Junone.
Men alt dette har dog ikke slaaet den skandi
naviske Idé ihjel. Af og til stikker den Hovedet
frem igjen. Intet, som en Gang er skabt, forgaaer
ganske. Det omdannes og forandres, men det bli
ver ikke til Intet. I den Skikkelse, som vi i vore
unge Dage saae Skandinavismen, var den et Phan-
tom. Det viste Tiden tydeligt nok.
Hvordan kan det nu være, at vi ikke dengang
indsaae det, men tillagde den practisk Betydning
og ansaae dens Realisation som noget, vi nok kunde
gjøre os Haab om at opleve under en eller anden
Form?
Hvorfor spurgte vi ikke os selv, om en factisk
Union å la Dronning Margrethe virkelig havde no-
gensomhclst Udsigt til at lade sig gjennemføre? Om
ikke de tre Folk, Svenske, Norske og Danske, trods
al Fraternisering alligevel vare indbyrdes alt for