72 / 132
69
mægtige franske Keiser eller det italienske Folk
vilde bringe Ofre for at forøge deres Armeer med
nogle Regensianere. De anede ikke hvad en Regen
sianer var for En. Det gik altsaa ved denne Lej
lighed som det gik Emil og Peter i «Flugten til
Amerika» — man drukned sin Sorg og fandt sin
Trøst paa Bunden af Sagosuppen.
Det lykkedes
ganske vist tre Studenter, som ikke hørte til Regen
sianerne, at komme i fransk Tjeneste. Men de led
en slem Skuffelse. De blev stukne ind i den franske
Fremmedlegion i Algier, hvor de havde det alt
andet end behageligt og efter tre Aars Garnisons
tjeneste paa Grændsen af Sahara, kom de hjem
igjen. Det var derfor godt at det gik som det gik.
Naar Tanken om Italiens Enhed formaaede at
gjøre et saa stærkt Indtryk paa os, saa laae det
vistnok tildels deri, at den var en vis Paralel til
Skandinavismen.
Denne Idé, at de tre nordiske
Riger skulde forenes til et Hele, gjennemtrængte jo
en stor Del af de tre nordiske Nationer i en lang
Aarrække. Den var især bleven greben med en
uhyre Varme af den academiske Ungdom. Senere
trængte den igjennem til de andre Stænder og en
delig sanctioneredes den af Nordens Konger, der
baade i Ord og Handling viste Tilslutning til den
skandinaviske Ide, uden at der dog forelaae Forslag
til dens practiske Gjennemførelse.
Saasom nu alle andre Studenter, mange Profes
sorer og andre af Landets fremragende Mænd vare
Skandinaver, vare vi Regensianere det ogsaa. «Længe
var Nordens herlige Stamme o. s. v. . . . en Gang i
Tiden vorder de Eet.» Saaledes sang vi. Vi svær
mede for Skandinavismen. Jeg var ikke klogere
end de andre, vil jeg gjerne indrømme.
Det er
smukt og rigtigt at Ungdommen har Idealer og at
den holder sine Idealer høit, at den lader sig hcn-