71 / 132
68
som Keiser stod i sin fulde Giands. Den russiske
Bjørn var lænket. Saa kom Touren til den anden
reactionaire Stormagt Østerrig.
Italien skulde be
fries.
Disse Begivenheder lagde stærkt Beslag paa os,
ikke saa meget fordi vi vare klogere paa den store
Politik end paa den dansk-tydske Strid eller paa
den indre Politik, men fordi det af Napoleon III
protegerede Nationalitetsprincip begeistrede os. Ita
liens Frihedshelte og Martyrer, Silvio Pellico, Maz-
zini, Garibaldi og alle de andre Navne, som den
gang svirrede i Luften, opfyldte os. Der var jo i
en Periode af Napoleon III’s Begjeringstid noget,
som mindede om Napoleon den Store.
Det var
den store Keisers Aand, der gik igjen, om end kun
som en Skygge. Vi overvurderede Napoleon III;
men det var ganske rimeligt, og det var der flere,
der gjorde. Han havde erklæret Wienertractaterne
af 1815 Krig, disse Tractater, der lænkede den Fri
hed, som den store franske Revolution havde bragt,
og satte det russisk-prcussisk-østerrigske reactionaire
Regimente i Høisædet, det Regimente, der behand
lede Nationerne som Kvægflokke, der kunde for
deles efter Tal for at vedligeholde Ligevagten. Na
poleon III stod for os som en Folkenes Befrier, en
Retfærdighedens Ridder.
Tanken om Italiens Enhed opflammede os i
høieste Grad. Der var endogsaa nogle af os, der
speculerede paa at gaa i fransk eller italiensk Krigs
tjeneste for at komme til at kjæmpe for de store
Ideer. Det var jo ogsaa rigtigt smukt, men heldigt
var det, at der stillede sig «practiske Vanskeligheder»,
som Professor Gram sagde, i Veien.
Det vilde
nemlig ikke være os muligt at skaffe de Penge til-
veic, som var nødvendige til denne Plans Gjennem-
førelse.
Det kunde nemlig ikke antages, at den