77 / 132
74
og betragte den livlige Færdsel. Vi generede os
ikke, men sad der i Slobrok og mcd fantastiske
Huer og andre Hovedbedækninger og søgte at gjøre
os interessante og forhøie vor muligvis medfødte
Skjønhed paa enhver Maade, for at henlede de forbi
passerende unge Kvinders smukke Blikke paa os.
Nutildags vilde der være bleven Opløb udenfor,
dersom Begensianerne viste sig som vi gjorde. Men
dengang vakte det ikke Opsigt. Man var vant til
at se de to Vinduer fulde af Begensianere, der var
i godt Humeur. I Almindelighed saae Folk venligt
op til os. Vi var jo ikke uartige. Især var de
unge Tjenestepiger, der gik forbi, henrykte ved de
galante Hilsener, vi gjennem Huderne sendte ned til
dem.
Om det saa var Politibetjentene, saae de
med Velvillie op til os i Vinduerne.
Den Tids
Politibetjente, Bræstrups Politibetjente, var ellers
ikke saa meget behagelige Mennesker. De tilhørte
det gamle System. Men, underligt nok var de mærk
værdigt skikkelige og elskværdige mod os. Saavel
Regensianere som andre Studenter, f. Ex. dem, der
kom fra Studenterforeningen i Boldhusgade, kunde
paa Gaden, selv ved Nattetid, saavelsom om Dagen
tillade sig en hel Del mere i Retningen af lystige
Indfald end andre Mennesker. «Det e'r jo pæne
Folks Børn», sagde Betjentene som en Slags Und
skyldning for at de ikke var saa nøieregnende
med os. —
Det kan maaske nok være, at der var flere af
os, der tilbragte mere Tid ved Læsestuens Vinduer,
end godt var. Der var især En, som jeg ikke vil
nævne; han sad der næsten altid, af hvilken Grund
han fik Tilnavnet «Vinduesposten». Det fik han og
derfor fik han heller ikke sin Examen. Men saa
giftede han sig med en rig Pige, saa at han godt
kunde undvære Examen.