67 / 132
64
Imidlertid kom Kromanden til det Kesultat, at
den unge Mand ikke var nogen Bedrager, og mente,
at han burde tage sig lidt af ham. Man og Sogne
fogden holdt Forhør over den lille Student og fik
ud af det, at han boede paa Begensen. Saa spændte
de for og kjørte begge to afsted med ham og af
leverede ham paa Begensen. Professor Gram kom
tilstede og modtog Forklaringen, betalte Kromanden
og internerede den lille Islænder hos en af dennes
ældre Landsmænd. Efter Samraad med nogle andre
Islændere sluttedes Sagen med, at det unge Natur
menneske blev pakket ind og bragt ombord i en
Jagt, som sejlede til Island.
Mellem Islænderne indbyrdes var der
meget
Sammenhold og gjensidig Hjælpsomhed. De ældre
Islændere, som ikke længere var Regensianere, fordi
tieres Tid var udløben, og som af forskjellig Grund
blev her i Byen, dannede en lille islandsk Coloni.
Denne stod under en Aldersformand, nemlig cand.
theol. Magnus Eirikson.
Han var en mærkelig
gammel Mand. Ilan var som en Patriarch for de
yngre Islændere. For hans Mening bøiede de sig.
Men han var ogsaa en Mand, for hvem man maatte
have Ærbødighed. Fattig var han vistnok. Ialtfald
levede han meget tarveligt. Han var en stilfærdig,
venlig, men meget alvorlig Skikkelse med et charac-
teristisk og smukt Hoved. Man saae ham sjældent
lee. Han var Pebersvend og hans Fornødenheder
meget smaa. Det var ikke blot Islænderne, der
saae op til den gamle Theolog. I hele den lærde
theologiske Verden var Magnus Eirikson vel kjendt
som en lærd Mand af uplettet Renhed i Tanker og
Færd.
Maaske kan man kalde ham en Særling,
men han var ialtfald ikke af de Særlinge, som der
er noget comisk ved. Han levede for Theologien
som Videnskab. Vistnok kunde han have opnaaet